Nye tal: Lejlighedsmarkedet i storbyerne bombet 10 år tilbage
Salget af ejerlejligheder er tilbage på finanskriseniveau.
Ejerlejlighedsmarkedet i København og Aarhus er på rekordtid bombet 10 år tilbage.
Det viser nye tal fra Boligsiden.dk. Der blev solgt ca. 73.500 parcel- og rækkehuse, ejerlejligheder og sommerhuse sidste år. Det er et fald på hele 35 pct.
Men på de to suverænt største markeder for ejerlejligheder ser det grumt ud. I København skal vi tilbage til december 2012 og i Aarhus til december 2011, for at finde en periode, hvor der blev solgt færre ejerlejligheder end nu.
Kun 336 lejligheder skiftede ejere i København i december 2022. Det er et fald på knap 35 pct. i forhold til samme måned 2021. Samme billede ses i Aarhus. Her blev der handlet blot 174 ejerlejligheder i december.
Dengang var markedet endda stadig præget af eftervirkningerne af finanskrisen, arbejdsløsheden var høj, og boligkøberne var stadig forsigtige, da de seneste år havde budt på massive prisfald på boligmarkedet.
Situationen har udviklet sig så hurtigt og voldsomt, at Mira Lie Nielsen, der er chefanalytiker i Nykredit og hendes kollega i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann advarer om risikoen for, at mange risikerer at blive teknisk insolvente.
Det betyder, at lånegrænserne er overskredet, eller man simpelthen skylder mere væk, end boligen er værd. Størst risiko løber de, der har købt en dyr bolig i de store byer indenfor en kortere årrække. De kan kun sælge med betydelig rabat.
»Køber man bolig i det nuværende marked, skal man gøre sig klart, at risikoen for at blive teknisk insolvent hen over de kommende år er til stede,« siger Mira Lie Nielsen.
Ifølge Lise Nytoft Bergmann begynder en negativ psykologi at spille ind. Mange købere frygter, at priserne fortsætter ned, og at de hurtigt bliver teknisk insolvente, hvis de træder ind på boligmarkedet lige nu.
»Samtidig er mange økonomer enige om, at vi kigger frem mod en recession, hvor beskæftigelsen ifølge den seneste prognose fra vismændene forventes at falde med ca. 100.000 personer,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Boligmarkedet er gået fra medvind til modvind på meget kort tid, konstaterer hun. Ved årets indgang havde mæglerne stadig fuldt bookede kalendere, og der skulle ofte kun en enkelt eller ganske få fremvisninger til, før boligen var solgt.
»I dag skal sælgerne ofte væbne sig med tålmodighed og i mange tilfælde acceptere et klækkeligt afslag, før køberne er villig til at skrive på købsaftalen,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Udviklingen er i høj grad et resultat af, at førstegangskøberne er trængt, mener Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
»Førstegangskøbere fylder meget på lejlighedsmarkedet. De er særligt påvirkelige i forhold til uro i samfundsøkonomien, da de ikke har store formuer med sig fra tidligere boligsalg,« skriver Birgit Daetz i en kommentar til de nye tal.