Fortsæt til indhold

Det kan stadig lade sig gøre: Dette boliglån har negativ rente

Kurserne er faldet så voldsomt, at boligejere med 10-årige lån kan konvertere lodret.

Privatøkonomi

Det er og bliver verdens billigste boliglån med fast rente, og i princippet er det stadig i spil. Vi taler om det 10-årige lån med en rente på -0,5 pct.

Lånet var et kæmpehit, fra det blev åbnet 1. oktober 2020. Der var endda efterspørgsel fra boligejere i andre lande. Herhjemme er lånet primært blevet brugt til tillægslån i forbindelse med større renoveringer, bilkøb eller køb af andre større forbrugsgoder.

Danske boligejere er gennem årene blevet smækforkælet med rekordhøje kurser og dermed meget lave renter.

Ved introduktionen var kursen helt oppe i 97. I dag er kursen trods en lille stigning de seneste dage nede omkring 85. Alligevel er lånet klart det billigste. Den effektive rente på et 10-årigt 3 pct.-lån er aktuelt 3,7 pct. Det er 0,9 pct.-point højere end lånet med negativ rente.

Den effektive rente på -0,5 pct.-lånet er helt nede i 2,9 pct. At der skal betales, selv om renten er negativ, er resultatet af kurstab og bidragsbetaling.

Med et 10-årigt lån spiller kursen ikke nær så stor rolle som ved eksempelvis et 30-årigt lån. Det skyldes, at man som regel beholder det til udløb.

Men renterne har udviklet sig så grotesk, at boligejere, der nåede at få de helt billige lån til en høj kurs, nu kan få en konverteringsgevinst, hvis de skal flytte og indfri lånet, før det er udløbet.

Når kursen på 0- og -0,5-pct.-lånet er helt nede omkring 85, kan der ved indfrielse skæres næsten 150.000 kr. af gælden for hver mio. kr., man har lånt.

Før man beslutter sig for vælge lånet med negativ rente, skal man undersøge, om det giver mening. Obligationerne bag bliver nemlig ikke handlet særligt meget, og derfor vil kursdannelsen være uforudsigelig. Men lånet er altså åbent og stadig billigst.