Fortsæt til indhold

Det tog kun en måned: Boligrenterne næsten halveret

Kursudsvingene på de 30-årige boliglån er fortsat voldsomme og hurtige.

Det er igen blevet lettere at blive kreditgodkendt til drømmeboligen. Arkivfoto: Jens Dresling
Privatøkonomi

3,5 pct.-lånet er igen oplagt for boligkøberne. Dermed er renterne næsten halveret på en måned.

Onsdag rundede kursen på 3,5 pct.-lånet 94. Dermed kan det optages uden et særligt stort kurstab. Normalt siger man, at en kurs på 95 er den optimale. Men i dette tilfælde bliver kurstabet blot 10.000 kr. større, når kursen er 94 på et lån på 1 mio. kr.

For de boligejere og købere, der vil spekulere i renteudsving, er det måske værd at bemærke, at kursen på 3 pct.-lånet har rundet 91.

De lavere renter har stor betydning for, hvor meget man kan købe for, da boligkøbere altid kreditvurderes efter deres evne til at kunne betale ydelsen på det toneangivende 30-årige lån med afdrag.

Kreditgodkendelsen vil indtil videre basere sig på et 4 pct.-lån. Renteniveauet er nu det laveste siden starten af september, men fortsat mærkbart højere end for et år siden.

Da lå renten omkring 2 pct. på et 30-årigt lån med afdrag. I oktober blev der åbnet for 6 pct.-lånene.

Det er en af hovedårsagerne til, at antallet af bolighandler er på det laveste niveau i otte år. Lavere renter er derfor med til at mildne modgangen, mener Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.

Der er dog ingen tvivl om, at renteniveauet fortsat vil påvirke boligmarkedet negativt, understreger han.

Jo mere renterne falder, desto mindre attraktivt bliver det at konvertere lodret - altså at indfri sine gamle lån til underkurs.

Da 6 pct.-lånet var toneangivende, kunne boligejere med lån helt op til 3,5 pct. overveje at lægge om. Sådan er det ikke længere. Kun boligejere med lån med en rente på 2 pct. eller lavere, vil få udbytte af at lægge lån om, mener Brian Friis Helmer.

En ikke uvæsentlig trøst er dog, at det nye lån, man lægger om til, er langt billigere end for blot nogle måneder siden.

Kun Totalkredit tilbyder 3,5 pct.-lån med afdrag.

Artiklens emner
Boliglån
Totalkredit