Undgik rædselsår: Så meget faldt danskernes aktieformuer i 2022
Længe så det ud til, at 2022 ville blive det dårligste år for danskernes aktieformuer siden finanskrisen. Sådan endte det dog ikke.
Danskernes aktieformuer fik stryg i 2022, men de undgik den helt store syngende lussing, som der ellers var udsigt til igennem i længere tid.
Det står klart, efter at Nationalbanken fredag morgen har offentliggjort tal for størrelsen på husholdningernes aktieformuer i december 2022. Dermed er det muligt at gøre udviklingen for hele det forgangne år op. Resultatet blev, at der blev skåret ca. 57 mia. kr. af danskernes aktieformuer i løbet af året.
I de syv af årets 12 måneder faldt danskernes aktieformuer. Det største fald fandt sted i september, hvor der blev skåret lidt over 57 mia. kr. af værdien af danskernes aktieformuer. Omvendt fandt den største stigning sted i juli, hvor der blev lagt lidt over 57 mia. kr. til aktieformuerne.
»2022 var et turbulent år for danskernes aktieformuer,« skriver Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.
Statistikken fra Nationalbanken dækker kun de aktier, der er VP-registrerede, og den inkluderer derfor ikke en stor del af de udenlandske aktier, som danskerne ligger inde med. Statistikken viser dermed ikke den helt præcise udvikling.
For året som helhed faldt danskernes aktieformuer med 8,9 pct. Det er på niveau med udviklingen i 2016, hvor der blev skåret 9 pct. af danskernes aktieformuer. Omvendt var det mindre end 2018, hvor faldet lød på 10 pct.
»2022 var en særdeles hård omgang for aktieinvestorerne med massiv modvind på markederne fra ikke mindst den tårnhøje inflation og rentestigninger. Det smittede naturligvis også af på danskernes aktieformuer, som fik skåret en ordentlig luns af sidste år,« lyder det i en skriftlige kommentar fra Philip Jagd, aktiechef i Sampension
»Vi skal dog huske på, at faldet kommer efter et forrygende 2021,« lyder det videre fra Philip Jagd, som peger på, at danskernes aktieformuer næsten steg med 150 mia. kr. i 2021.
Frem til og med september lød faldet i danskernes aktieformuer på mere end 141 mia. kr., hvilket svarede til et fald på mere end 20 pct. Dermed havde 2022 på dette tidspunkt kurs mod det dårligste år siden finanskrisen.
Siden fulgte dog tre måneder med stigninger på næsten 84 mia. kr., og dermed blev der rettet gevaldigt op på udviklingen for hele året. I december steg danskernes aktieformuer med 9,5 mia. kr.
»Man skal dog være varsom med at forvente, at opturen fortsætter i resten af 2023. For der hænger flere mørke skyer over aktiemarkederne, som der er grund til at være opmærksom på som privatinvestor. Det gælder ikke mindst risikoen for en recession, som fortsat ikke er indpriset i markederne. Sker det, vil aktierne falde betydeligt fra de nuværende niveauer,« lyder det fra Philip Jagd.