Skiferien til Italien kan byde på en ubehagelig økonomisk overraskelse
Der vanker en bøde, hvis nye obligatoriske dokumenter ikke medtages på skiferien til Italien.
Turen på de italienske pister kan blive ultrakort og dyr, når tusindvis af danskere i disse dage drager på skiferie i Europa.
Italien har nemlig indført krav om, at der ved al skisportsaktivitet på de alpine skiløjper - også snowboarding og kælkning – skal kunne fremvises dokumentation på, at man har en ansvarsforsikring, der dækker, hvis man kommer til at skade andre.
»Skiferien kan blive en dyr fornøjelse, hvis man ikke er godt dækket ind af sine forsikringer. Hvis man ikke har en ansvarsforsikring, kan man dog købe en på stedet for ca. 3 euro om dagen,« skriver divisionsdirektør Karin Tranberg, Travelcare, hjælpecentralen SOS International.
Det kan koste en bøde på op til 150 euro og fratagelse af liftkortet, hvis man ignorerer eller glemmer kravet om at kunne dokumentere, at man har en ansvarsdækning.
Herhjemme hører ansvarsforsikringen ind under indboforsikringen.
»Man skal derfor aktivt kontakte det selskab, hvor man har sin indboforsikring og bede om at få tilsendt et såkaldt rejsecertifikat, som kan printes ud eller fremvises på telefonen,« skriver kommunikationschef i If Forsikring Birgitte Ringbæk i en kommentar.
Italien er først i Europa med obligatorisk ansvarsforsikring, men andre ventes at følge efter.
Skiferien er den ferie, hvor der er størst risiko for at komme til skade.
Sidste år kom flest skiglade danskere ifølge SOS International til skade i Østrig, der tegnede sig for 44 pct. af skaderne. Herefter fulgte Italien (20 pct.) og Frankrig med 16 pct. af skaderne.
If Forsikring frygter mange skiskader i denne sæson, efter at danskerne i flere år ikke rigtigt har kunnet komme af sted på skiferie pga. corona.
Skønt de blå EU Sundhedskort giver adgang til behandling hos offentlige længer og sygehuse på samme vilkår som den lokale befolkning, anbefales skiturister at tegne en rejseforsikring med dækning for skisportsaktiviteter. Derved er der bl.a. mulighed for hjemtransport, hvis uheldet skulle være ude.
Sidste år hjalp SOS International mere end 1.000 danskere efter skader på skiferien med de 50-59-årige som dem, der oftest kom ud for uheld.


