Fortsæt til indhold

Så meget koster kør-selv-ferien til pisterne

Vinterferie er for mange danskere lig med sne og ski. Bilbasen og Spar Nord er gået sammen om at undersøge de samlede bilomkostninger for en kør-selv-skiferie, og den viser en forskel på godt 13.000 kr. fra billigst til dyrest.

Bilferie til pisterne kan svinge meget i pris, når man kigger på udgifterne til bil. Foto: Michael Barret
Privatøkonomi

I denne uge sætter mange danskere sig i bilen og kører mod pister rundt i Europa, men det kan blive en kostelig affære, og der kan være rigtig stor forskel på den samlede regning.

Spar Nord og Bilbasen har undersøgt, hvad kør-selv skiferien koster i omkostninger til bil.

Den dyreste kør-selv ferie i undersøgelsen er fra København til Val Thorens i en elbil. Det løber op i en samlet pris for biludgifter på 16.565 kr.

Til sammenligning er den billigste rejse fra København til Isaberg i Sverige i en dieselbil. Det kan man klare for 3.243 kr.

»Der er relativt store forskelle på kørselsomkostningerne, når vi kigger på de forskellige populære destinationer. Går turen til Isaberg, er der råd til en del flere restaurantbesøg og ekstra dage i skiskolen, hvis der skulle være behov for det, sammenlignet med en tur til Val Thorens,« siger Jens Nyholm, cheføkonom i Spar Nord, i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen baserer sig på på brændstof- og opladningspriser, brændstof- og elmotoreffektivitet, vejafgifter, slid, værditab og evt. færgebillet for en skiferie tur-retur.

Priserne for omkostninger til el er lagt på et niveau på 7,1 kr. pr. kWh og en gennemsnitlig motoreffekt på 25 kWh/100 kilometer. Brændstofforbruget for benzinbiler er lagt på 12,5 km/l og med en literpris på 14,50 kr./l. Dieselbilerne kan i undersøgelsen køre 16,1 km/l. Prisen for diesel er sat til 14,80 kr./l, skriver bilmagasinet.

Der er ikke taget højde for, at nogle elbilejere har el på abonnement, og så kan priserne komme helt ned på 2,5 kr. pr. kilowatt-time.

»Transportomkostninger er mere end blot udgifter til brændstof eller el, og med vores beregninger forsøger vi at give et mere nuanceret billede af, hvad kør-selv-ferien koster. Vi medregner f.eks. slid og afskrivningsprofil, der har stor betydning for din bils værdi, samt eventuelle færgebilletter og ikke mindst vejafgifter. Sidstnævnte er sammen med afstanden særligt medvirkende til at turen til Val Thorens er dyrere end de øvrige destinationer«, siger markedsanalytiker i Bilbasen Jan Lang i meddelelsen.