Positivt nyt: Det frosne boligmarked er tøet en smule op
Antallet af handler er gået frem i årets første måned. Det ligger dog fortsat på det laveste niveau i mange år, viser nye tal fra Boligsiden.
Den nedadgående kurve på boligmarkedet ser nu ud til at være brudt. I hvert fald for en stund, når man ser på antallet af handler. For første gang siden august er antallet af handler på landsplan nemlig steget i forhold til den forgangne måned.
Det skete, da antallet af handler fra december til januar steg fra 3.962 til 4.590, viser den månedlige opgørelse af handelsaktiviteten på boligmarkedet fra Boligsiden. Regner man i rene tal, svarer det til en fremgang på næsten 16 pct. Ser man på udviklingen efter at have sæsonkorrigeret tallene, svarer tallet dog kun til en stigning på 1 pct., lyder det fra Arbejdernes Landsbank.
»Bolighandlerne er konstant dykket i næsten to år. Men faldet er nu bremset op, og faktisk var der lidt flere handler i januar end i de seneste måneder. Vi kan dog ikke ligefrem kalde det for en opblomstring,« skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.
Gennemsnittet for en januar i perioden for 2011 og frem til 2019 ligger på 4.812 handler. Altså ligger januar-tallet for i år mere end 4,5 pct. under snittet for perioden inden coronakrisen fik boligmarkedet til nærmest at eksplodere i handler og prisstigninger.
Ser man på udviklingen fra januar 2022 til januar i år, er der tale om et fald på næsten 35 pct. Januar 2022 var dog én af de måneder, hvor salget bragede afsted som følge af corona. Snittet for januar i 2021 og 2022 ligger på 8.246 handler.
I Nordea Kredit hæfter man sig ved, at stigningen i januar kommer, efter at december-tallet var det laveste i ni år.
»Det er dejligt at handelsaktiviteten er steget i januar, men det betyder desværre ikke, at alle problemer på boligmarkedet nu er løst. Der sættes stadig flere boliger til salg, end der bliver solgt, og mange sælgere har det derfor stadig svært. Men den gode årstid ligger lige foran os, og vi kan forvente større interesse for at købe bolig i den kommende tid,« skriver Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit, i en kommentar.