Uro på sommerhusmarkedet før højsæson: Sådan kravler du i ly
Påsken er højsæson for sommerhussalg, men i år kan interessen blive påvirket af renteuroen.
For to år siden solgte sommerhuse nærmest sig selv, og i flere områder var der stort set udsolgt. Sådan er det ikke længere, og sommerhusmarkedet begynder at vise svaghedstegn.
Salget af sommerhuse toppede for under to år siden i 4. kvartal med 4.727 styk. I 4 kvartal sidste år blev der solgt 904.
Tilbagegangen skyldes i høj grad den voldsomme renteuro, mener Sune Malthe-Thagaard, der er chefanalytiker hos Totalkredit.
»Antallet af til salg-skilte stiger igen, og der lidt mere at vælge imellem. Stigningen i sommerhuse til salg sker dog fra et niveau et godt stykke under tiden før corona,« siger Sune Malthe-Thagaard.
Påsken er traditionelt højsæson for handel med sommerhuse, men i år imødeses påskesalget med en vis spænding. Totalkredit opfordrer kunderne at tage ekstra forholdsregler, inden købsaftalen underskrives.
»Mit bedste råd er at se det som en langsigtet beslutning, som familien kan få glæde af i mange år. Selvfølgelig skal du også have god plads i husholdningsbudgettet, da der er en del faste udgifter på et sommerhus,« siger Sune Malthe-Thagaard med denne tilføjelse:
»Og vigtigst af alt skal du finansiere sommerhuskøbet på den måde, du har det bedst med i forhold til, hvilken renterisiko du har lyst til at løbe.«
Der kan lånes op til 75 pct. af sommerhusets værdi. Det er blevet langt dyrere end for to år siden, men stigningen er sket fra et historisk lavt niveau.
»Det er ikke dyrt at låne til et sommerhus set i et længere perspektiv. Men det er ikke underligt, hvis den pludselige rentestigning giver lidt uro om, hvor renterne skal hen herfra,« fastslår chefanalytikeren.
Vigtigst af alt er det at vælge det rigtige lån.
Lån med fast rente giver ro om renten i op til 30 år, men lån med variabel rente er billigere. Flere sommerhuskøbere vil ikke have renteusikkerhed og vælger i stigende grad fast rente i forhold til sidste år.
Seks ud af 10, der har købt sommerhus i de første måneder af 2023, har valgt et lån med fast rente. Det er dog færre end i årene 2019-21, hvor næsten otte ud af 10 valgte fastforrentede lån. Men dengang var renterne også historisk lave og helt nede i 0,5 pct. for et 30-årigt lån.
»Det er ikke overraskende, at flere igen vælger fast rente. Forskellen mellem fast og variabel rente er faldet på det seneste. Det koster med andre ord lidt mindre, hvis du gerne vil være sikker på, hvad du betaler i rente i al den tid, du har lånet,« siger Sune Malthe-Thagaard.