For første gang siden sidste sommer: Nu stiger boligpriserne
For første gang siden juni i fjor er der for marts et plus og ikke et minus ud for prisudviklingen på huse og sommerhuse.
Boligmarkedet er kommet en smule ud af sit lange vinterhi og har brudt den lange stime af månedlige prisfald, som ellers har præget det siden sommeren sidste år. Marts bød nemlig på stigende priser for både huse, ejerlejligheder og sommerhuse, viser Boligsidens månedlige markedsindeks.
I rene tal steg huspriserne på landsplan med 1,2 pct. fra februar til marts, ejerlejligheder steg i samme periode med 0,6 pct., mens priserne på sommerhuse steg med 1,5 pct. Korrigerer man prisudviklingen for de normale sæsonudsving, lyder stigningen for huse på 0,4 pct., mens den for sommerhuse lyder på 0,9 pct.
Når man korrigerer for sæsonudsving, bliver plusset ud for ejerlejlighederne forvandlet til et minus. Helt præcist faldt priserne på ejerlejligheder med 0,2 pct. med sæsonkorrigeringen. Det er dog det mindste fald i ni måneder, lyder det fra Arbejdernes Landsbank, hvor man vurderer, at tallene er udtryk for et mindre comeback.
»Selvom man altid skal være påpasselig med at konkludere for meget på en enkelt måneds stigning, så peger flere dele på, at det går i den lidt bedre retning for boligmarkedet igen,« skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, med henvisning til, at de seneste tal viser, at der både er bedring at spore i antallet af handler og altså nu også i prisudviklingen.
Fra Arbejdernes Landsbank lyder det dog samtidig, at det stadig ikke er usandsynligt, at priserne vil falde i den kommende tid.
I Nordea Kredit vurderer man, at priserne skal længere ned.
»Renten er steget kraftigt det seneste år, og kombineret med heftige prisstigninger på bl.a. fødevarer og energi, sætter det grænser for, hvor dyre boliger særligt førstegangskøberne har råd til. Vi tror derfor, at boligpriserne vil falde yderligere, men det kan sagtens blive et forløb med både ups and downs i de månedlige tal,« skriver Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit, i en kommentar.
Med tallene for marts lyder prisfaldet for huse på landsplan nu på 9,7 pct. siden juni i fjor. Beregninger fra Nordea Kredit viser, at det svarer til, at der dermed er blevet skåret 243.000 kr. af priserne på boliger på landsplan.
»Boligpriserne steg i marts, men overordnet set har boligejerne stadig mister en solid luns af deres friværdi siden sommeren 2022. Har man været boligejer i en længere årrække, har man dog fortsat høstet en solid gevinst de fleste steder i landet,« lyder det fra Lise Nytoft Bergmann.

