Nervøs start på 2023: Sådan er det gået din pension
Nu får du igen afkast på pensionsopsparingen. Men der er stadig store risici med alvorlige trusler.
Det lykkes for alle de store pensionsselskaber at levere et positivt afkast til kunder med moderat risiko og 15 år til pension i årets første kvartal. Dermed er de begyndt at indhente sidste års tab. Men der er store forskelle mellem top og bund.
P+ topper første kvartal med afkast over 6 pct. for både P+ Bæredygtig og P+ Livscyklus for opsparere med moderat risiko og 15 år til pension.
»Den primære årsag er, at vi har mere risiko i porteføljen end mange af vore konkurrenter. Derfor klarer vi os bedre, når risikofyldte aktiver som f.eks. aktier – som i år – generelt har leveret fornuftige afkast,« siger P+ investeringsdirektør Kåre Hahn Michelsen.
Årets første måneder har været præget af fortsat stor geopolitisk uro med krigen i Ukraine og spændingerne mellem USA og Kina. Samtidig har den faldende inflation vist sig mere sejlivet end oprindelig frygtet. Omvendt har fortsat vækst understøttet aktierne, og MSCI World er steget godt 8 pct.
Investeringshuset Nikolaj Holdt Mikkelsen analyserer løbende pensionsselskabernes afkast.
»De fleste har pæne afkast på 3-4 pct., men der er langt fra de bedste til de dårligste. Og nogle af dem, der klarede sig bedst gennem sidste år, ligger nu i bunden. Det gælder bl.a. Industriens Pension og PensionDanmark,« siger Nikolaj Holdt Mikkelsen.
I PensionDanmark må kunderne med moderat risiko og 15 år til pension nøjes med et afkast på knap 2 pct. for årets første tre måneder, men det er investeringsdirektør Claus Stampe ikke utilfreds med.
»Usikkerheden på finansmarkederne er fortsat ind i det nye år, og vi har ligesom i 2022 valgt en lidt forsigtig tilgang til især aktier. Det har kostet i år, men var til gengæld medvirkende til, at vi lå helt i toppen af afkastsammenligningerne sidste år og fortsat gør det for de sidste fem kvartaler,« skriver Claus Stampe i en kommentar.
Med et afkast på 3,8 pct. ligger PFA Plus midt i feltet, mens selskabets klimaafdeling PFA Klima har det noget sværere med 1,9 pct.
»Trods bankkollapser, inflation og fortsatte rentestigninger har årets første tre måneder generelt budt på positive afkast til gavn for vores kunder. Kigger man på hele året, så tror vi på et lille positivt afkast, som vi forventer lander et sted mellem nul og fem procent,« skriver topchefen for PFA Asset Management Irene Holmslykke i en kommentar.

