Fortsæt til indhold

Bliv vinbonde: Flere vingårde er landet over kommet til salg

Både på Bornholm, Fyn og det vestlige Sjælland har du nemlig mulighed for at blive vinbonde med egen gård og vinmarker.

Vingård på Bornholm: Foto: Nybolig Rønne
Privatøkonomi
Boliga

Drømmer du om at vinke farvel til kontorjobbet, skifte spor og prøve kræfter med noget helt nyt? Så er det måske dig, der skal gribe chancen og købe en af de fire vingårde, der i øjeblikket er til salg på det danske boligmarked.

Det skriver boligmediet Boliga.

Både på Bornholm, Fyn og det vestlige Sjælland har du nemlig mulighed for at blive vinbonde med egen gård og vinmarker i forskellige formater og prisklasser; fra lige under fire millioner til næsten 40 millioner kroner.

Her er vingårde til salg lige nu

Økologisk vingård på Bornholm

Du kommer billigst til titlen; vinbonde, på solskinsøen Bornholm, hvor landstedet Skovminde er til salg for lige under fire millioner kroner.

Med i prisen hører næsten fem hektar økologisk jord, hvor der allerede er plantet tusind vinstokke. Der er udover en bolig på 206 kvadratmeter også lager- og produktionslokaler på ejendommen.

Se vingården her.

Vingård på Bornholm: Foto: Nybolig Rønne

Biodynamisk vingård på Sydfyn

På det sydlige Fyn udenfor Svendborg på kan du blive vingårdsejer for knap fem millioner kroner.

Her er der i over 20 år blevet produceret biodynamisk og økologisk vin, som blandt andet sælges i gårdbutikken og serveres i caféen, der - udover en bolig på 160 kvadratmeter og næsten 1,4 hektar jord - også følger med i udbuddet.

Se vingården her.

Biodynamisk vingård udenfor Svendborg: Foto: Nybolig Svendborg

Vin og parkgolf på Vestfyn

På det vestlige Fyn – tre kilometer udenfor Snave - kan du også købe en vingård, hvor der ikke bare følger næsten 8,4 hektar med jord med 6.000 vinstokke, et destilleri og en café med i prisen; du får også Europas største Parkgolf-anlæg.

Hele molevitten er ifølge Boliga til salg for knap seks millioner kroner – og det er altså inklusiv en bolig på 150 kvadratmeter.

Se vingården her.

Vin og parkgolf ved Snave: Foto: Ejendomsmæglerfirmaet Augustinus

Landets største vingård på Sjælland

Du kan også gå hele vejen og købe Danmarks største vingård, Dyrehøj, på halvøen Røsnæs udenfor Kalundborg på Sjælland, der netop er kommet til salg for 39 millioner kroner.

Med i den udbudspris følger hele 53,5 hektar jord med vinmarker, plads til jagt og i alt ni bygninger, hvor der både er vinproduktion, en vinbutik, en vinbar og en bolig.

Se vingården her.

Vingård udenfor Kalundborg: Foto: Poul Erik Bech Landbrug
Artiklens emner
Boligmarked
Boliga