Nordsjælland har langt større formuer end resten af landet
Har du en højere eller lavere formue end gennemsnittet i din kommune? Se tallene her.
Når det kommer til danskernes formuer, så er der stadig stor ulighed på tværs af landet, hvor nogle kommuner sidder på de helt store pengeposer.
Meget tyder altså på, at velhavende danskere stimler sammen - og det er særligt i Nordsjælland at de store millionformuer skal findes.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Her fremgår det, at danskernes gennemsnitlige formue, hvis man udelukkende kigger på personer over 18 år, ligger på ca. 2,1 mio. kr.
Nogle kommuner trækker naturligvis gennemsnittet ned, mens andre i dén grad rykker i den anden retning.
Kigger man på Gentofte og Rudersdal, så er indbyggernes gennemsnitlige formue hhv. 7,4 mio. kr. og 6,5 mio. kr. mens den på Langeland og Lolland ligger på lidt over 1,2 mio. kr. Altså næsten seks gange mindre end i Gentofte.
Ifølge analysen, så har tre ud af fire danske kommuner en gennemsnitsformue, der er mindre end landsgennemsnittet på 2,1 mio. kr. I de områder, der har de mindste formuer, er det i høj grad arbejdsmarkedspensionerne, der gør, at kommunerne ikke falder helt igennem.
»Hvis ikke pensionsformuen medregnes falder den gennemsnitlige nettoformue i de mindst velhavende kommuner til omkring halvdelen, mens arbejdsmarkedspensioner i de rigeste kommuner udgør en langt mindre andel af nettoformuen,« skriver Sune Caspersen, senioranalytiker ved Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, i analysen.


