Nedtælling i fuld gang: Genopstået elafgift rammer elkunder om 37 dage
Sidste års aftale om vinterhjælp suspenderer elafgiften frem til den 30. juni. Men i 2. halvår rammer den statslige afgift igen danskerne for fuld kraft.
Medvinden for landets 2,8 mio. private elkunder lakker hastigt mod enden. Den 1. juli dukker en milliardstor afgift igen op på danskernes elregning.
I september sidste år vedtog et folketingsflertal på bagkanten af en historisk dyr august med elpriser på 8-12 kr. pr. kilowatt-time (kWh) en særlig hjælpepakke til bl.a. hårdt prøvede elkunder.
»Mange danskere ser med bekymring på den forestående vinters mange udgifter. Priserne stiger for hurtigt til, at mange kan følge med. Derfor er jeg glad for, at vi nu er enige om at sænke elafgiften til EU’s absolutte minimumssats på 0,8 øre pr. kWh,« lød det fra Jeppe Bruus, skatteminister i den daværende S-regering.
Aftalen betød, at husholdninger i 1. halvår stort set styrer uden om den statslige elafgift. For en typisk husstand med et årligt elforbrug på 4.500 kWh betyder det en samlet rabat i 1. halvår på 1.900-2.000 kr.
For private husholdninger og ikke momsregistrerede virksomheder betyder lempelsen af elafgiften fra januar til og med juni et sparet milliardbeløb.
»En midlertidig lempelse af elafgiften i seks måneder skønnes at indebære et mindre provenu på ca. 3,5 mia. kr. i 2023,« fremgår det af bilag fra Skatteministeriet, der blev præsenteret i forbindelse med sidste års hjælpepakke.
Udløbet af den midlertidige rabat betyder til gengæld, at millioner af elkunder den 1. juli vågner op til, at der igen skal betales 0,87 kr. inklusive moms af hver forbrugt kWh.
Til sammenligning har markedsprisen på el i gennemsnit ligget på 0,93 kr. inklusive moms i perioden januar-april.
Da hjælpepakken og lempelsen af elafgiften blev præsenteret, blev milliardrabatten bl.a. forklaret med en skyhøj inflation, og husholdninger der er presset hårdt på økonomien.
Siden er inflationen faldet, og forbrugertilliden er steget. Men husholdningerne kæmper fortsat med stigende priser, stigende renter og et pres på reallønnen. På den anden side af sommerferien venter ydermere et efterår og en vinter, hvor elhandlere venter markedspriser på el omkring 0,94 kr. pr. kWh inklusive moms.
Det er markant under årsprisen på el i 2022, der landede på 2,00 kr. inklusive moms, men eksklusive elafgift, transporttillæg og abonnementer. Til gengæld er 0,94 kr. højere end markedsprisen på el i 2021, hvor energikrisen tog fart i efterårsmånederne.
Alligevel er der i SVM-regeringens finanslov for 2023 ikke lagt op til, at rabatten på elafgiften fortsætter året ud.
I finansloven skilter regeringen således med en forventet indtægt fra elafgifter i 2023 på knap 4,9 mia. kr. Til sammenligning venter Finansministeriet, at elafgifter har sendt 11,1 mia. kr. i statskassen i 2022. Beløbet er endnu ikke gjort endeligt op.