De unge fører an: Flere og flere danskere vælger at investere
Nu tales der også om investering ved middagsbordet på linje med konvertering af boliglån.
Antallet af private investorer er igen på rekordkurs i Danmark.
Trods nedturen i 2022 har især de unge gør-det-selv investorer holdt ved, og nye kommer til hver måned. Børsen Nasdaq Copenhagen så gerne, at endnu flere danskere valgte at investere ved siden af den tvungne pensionsopsparing.
»For at få de rigtige priser på de noterede aktier er det langt bedre, at der er 1.000 små og store investorer i et selskab fremfor 10 store. Vi er glade for udviklingen, men så gerne, at der kom endnu flere danske private investorer,« siger Nikolaj Kosakewitsch, direktør i Nasdaq Copenhagen.
Da antallet af private investorer i danske aktier toppede i maj 2022 var der 1.690.831 private danske investorer med konto i VP Securities. Dertil kommer investorer, som kun ejer udenlandske aktier og ETF’er.
Andelen af investorer faldt i andet halvår af 2022, men nu er investorerne igen for alvor tilbage. Antallet af investorer stiger ifølge Euronext, der ejer VP Securities. Kraftigt. Faktisk viser de nyeste foreløbige tal fra Euronext, at rekorden er snublende nær.
Dansk Aktionærforening mærker bl.a. de nye investorer gennem øget interesse og deltagelse i forskelle investorarrangementer.
»Den gode tendens er, at vi er blevet langt flere danskere, som ikke lader vores penge stå passivt i banken. Det er tilladt at tale om investering hen over middagsbordet. Ligesom det efterhånden er blevet almindelig at tale om boliglån og konvertering. Men vi så gerne, at det blev lettere at være investor i Danmark, så vi kunne blive endnu flere,« siger direktør Mikael Bak fra Dansk Aktionærforening.
Udviklingen er i høj grad båret af de unge investorer, har en analyse fra Finans Danmark vist. Da antallet af investorer for alvor begyndte at stige i 2020 og 2021, førte de unge an med en stigning i antal investorer i aldersgruppen på godt 60 pct.
Analysen viser også, at de unge i høj grad blev i markedet, mens kurserne faldt i 2022.
Ifølge Nordnet, som kun har private kunder, udgjorde unge investorer 29 pct. af kundetilgangen i 2022. Nordnet og Saxo Bank har nu tilsammen mere end 510.000 aktive gør-det-selv investorer som kunder.
»Det er glædeligt at se, at de unge investorer i stort omfang holdt ved gennem krisen i 2022, mens det snarere var blandt de ældre investorer, at nogen trak sig ud af markedet, da kurserne faldt. Det bekræfter, at vi har fået en bredere investorkultur i Danmark med langt flere unge investorer,« siger direktør Birgitte Søgaard Holm fra Investering og Opsparing i Finans Danmark.
Hun så også gerne bedre vilkår eksempelvis i form af et højere loft over aktiesparekontoen, hvis indskudsgrænse over nogle år skal stige til 135.000 kr. I Danmark har godt 300.000 en aktiesparekonto, mens tallet i Sverige er over fire millioner.
Bankerne har taget bestik af den stigende investorinteresse fra unge, som sparer på omkostningerne, hvor de kan.
Nykredit, Nordea og Danske Bank har alle lavet egne udgaver af Nordnets populære månedsopsparing, hvor der kan spares et fast beløb op i aktier eller investeringsbeviser uden handelskurtage hver måned.
Men hvor investorerne i Nordnet kan vælge mellem tæt ved 600 fonde, ETF’er og investeringsbeviser, er der 40 fonde i Danske Banks univers og færre hos Nordea og Nykredit.

