Ydelsen er seksdoblet: Disse boligejere får den største regning
De lønstigninger, der blev resultatet af overenskomstforhandlingerne, falder på et tørt sted hos en bestemt gruppe boligejere.
At spille renteroulette er blevet dyrt for ca. 200.000 boligejere. På under fire år er ydelsen på deres lån seksdoblet.
I andet halvår 2019 kostede et afdragsfrit lån på 1 mio. kr. 478 kr. efter skat om måneden. Fra 1. juli stiger ydelsen til knap 3.000 kr. Dermed bliver det dyrere end et F5-lån.
Det er resultatet af den halvårlige rentefastsættelse af højrisiko-lånene F-Kort (Totalkredit), Kort Rente (Nordea Kredit) og FlexKort (Realkredit Danmark).
Ikke alle får den samme rente, da der ligger forskellige obligationer bag afhængig af, hvornår lånene er optaget. Men ingen slipper med en rente under 4 pct. Højeste rente er endda 4,27 pct.
Ekstraregningen er så høj, at den vil tvinge flere familier til at sænke forbruget.
»Det er en kedelig situation,« som Nordea Kredits cheføkonom Lise Nytoft Bergmann udtrykker det. Mange familier er i forvejen pressede af højere priser på en lang række varer og ydelser.
Totalkredits chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard lægger heller ikke skjul på, at renteforhøjelsen vil være en belastning for den daglige økonomi.
»Det er ikke småpenge, og det vil kræve nogle omprioriteringer hos mange boligejere,« fastslår han.
Ifølge tal fra Nationalbanken vil flere boligejere få udgifter, der er højere end deres indkomst på grund af stigende renter og høj inflation.
Langt de fleste af disse boligejere har dog så mange penge på kistebunden, at de kan betale det underskud, de måtte have, i mange år. De fleste i over 10 år, fastslår Sune Malthe-Thagaard.
»Det betyder naturligvis ikke, at det er sjovt at skulle finde penge til de højere renter i budgettet – endda samtidig med at forbrug er steget markant i pris, uden at lønningerne er fulgt med,« mener Sune Malthe-Thagaard.
Derfor er de lønstigninger, danskerne fik i forbindelse med overenskomsterne, kærkomne. De nye overenskomster begynder at slå igennem på lønsedlen - i første omgang for privatansatte
Det er tredje gang i træk, at renten stiger på de rentefølsomme lån, der blev introduceret i 2014.
Fra 2017 og frem til 2022 var renten negativ, og det er en trøst, mener Lise Nytoft Bergmann.
»Det er vigtigt at huske, at de variabelt forrentede lån har haft deres storhedstid, og at de var en guldgrube i størstedelen af 10’erne, hvor mange boligejere blev betalt for at låne investorernes penge,« understreger hun.
Forventningen er, at renten vil stige yderligere i løbet af året, og der er en vis risiko for, at den runder 5 pct. per 1. januar, når bidragene er indregnet. Renterne vil tidligst begynde at falde i løbet af sommeren 2024, vurderer Totalkredit.



