Nye tal afslører: Efter markante prisfald har danskerne hamstret Tesla’er
I 1. halvår er der ifølge De Danske Bilimportører sat plader på 26.166 fabriksnye elbiler. Mere end 10.000 af bilerne – 39 pct. – har haft et Tesla-logo på bagsmækken.
Tesla kom hæsblæsende ud af 2. kvartal med 466.140 solgte elbiler.
Det er ikke bare en stigning år til år i salget på 83 pct. Det er samtidig ny salgsrekord og et godt stykke over forventningerne.
Den markante fremgang kommer, efter at Tesla siden december har sænket priserne markant på de to supersællerter Model 3 og Model Y rundt om i verden, hvilket har fået f.eks. danske købere til at kridte skoene gevaldigt.
»Prisnedsættelserne virker, og dermed er Tesla godt på vej til at nå 1,8 mio. biler i år,« siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM, i en kommentar til de nye salgstal.
Mens udviklingen er vand på salgsmøllen for Tesla-topchef Elon Musk, kan udviklingen være dårlig nyt for bilkøbere, der håber på nye prisnedsættelser.
Salgsrekorden i 2. kvartal betyder nemlig, at den amerikanske elbilgigant har solgt godt og vel 889.000 Tesla’er i 1. halvår, og dermed er selskabet halvvejs i jagten på 2023-målet om at nå 1,8 mio. solgte elbiler.
I det lys ligger nye prisfald næppe i Tesla-kortene. Alligevel holder Ilyas Dogru en dør på klem for yderligere prisfald sidst på året.
»Hvis der kommer et sløvt Q3 (3. kvartal, red.), kan der komme fokus på priserne i Q4, men foreløbig vil Tesla forsøge sig med reklamer, markedsføring m.m.,« siger FDM-eksperten.
Af de 889.000 solgte biler i 1. halvår er mere end 10.000 leveret til danske købere.
Danske salgstal viser, at Tesla løb med både 1. og 2. pladsen på top 10 over indregistrerede fabriksnye elbiler i 1. halvår. Alene topscoreren, Tesla Model Y, solgte næsten det samme som resten af top 10-feltet tilsammen.
At Tesla har haft medvind de seneste seks måneder, ses også ved, at en af rivalerne på det vigtige kinesiske marked, elbilproducenten BYD, netop har løftet sløret for 616.810 solgte elbiler i 1. halvår – 31 pct. færre end Tesla.
Ud over de faldende priser er en del af forklaringen på Teslas salgssucces givetvis også, at elbilkæmpen har fået en ny bilfabrik udenfor Berlin, der blev indviet i marts 2022, op i gear.
Trods salgsrekorden i 1. halvår tror Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, at Tesla har mere at komme med.
I en kommentar til Tesla-rapporteringerne peger den erfarne investeringsekspert på, at Tesla-salget meget vel kan nå 1,8-1,9 mio. i indeværende år »måske endda med upside«.
Han flager dog samtidig, at de prisfald, som har været med til at fyre op under salget, kommer med en regning i form af en lavere indtjening.
»I hvilket omfang det har påvirket indtjeningen, får investorerne svar på den 19. juli, når Tesla aflægger kvartalsregnskab,« fastslår Per Hansen.
Midt i salgsrusen kan Tesla fejre 20-års jubilæum. I løbet af årene har Tesla sendt ca. 4,5 mio. elbiler på gaden startende med Tesla Roadster, der blev introduceret i 2006.


