Fortsæt til indhold

Så billigt kan boligejere købe rentesikkerhed

Kurserne på lån med fast rente har ligget usædvanligt stabilt de seneste måneder.

Illustration: Anders Thykier
Privatøkonomi

Ekstraregningen for at vælge lån med fast rente frem for rentetilpasningslån er blevet næsten usynlig.

For hver mio. kr., man låner, falder den månedlige ydelse efter skat blot 160 kr., hvis man vælger et F1-lån frem for fast rente. 250 kr. er forskellen, hvis man vælger FlexKort eller F3.

Det er de seneste måneders renteudvikling, der har skabt denne situation.

Renterne på de 30-årige lån har ligget stabilt omkring 5 pct. Dette lån kan i dag fås til en kurs omkring 99. Der er med andre ord stort set intet kurstab.

Til gengæld er renterne på flekslån langsomt, men sikkert sneget sig op over 4 pct. Renten er faldet lidt sidste uge, men både F1 og FlexKort-lån koster stadig over 4 pct. i rente.

Dyrest er FlexKort-lånet, og det er overraskende, da bidragssatserne på dette lån er lavere end på et F1-lån.

Der er dog væsentligt større forskel på lånene, hvis de er har afdragsfrihed indbygget. I så fald er den månedlige ydelse efter skat 3.545 kr. for et fastrente-lån på 1 mio. kr. Samme lån koster omkring 3.000, hvis der er tale om de mest rentefølsomme lån.

Klart billigst er F5-lånet med en ydelse på lidt over 2.700 kr.

Fordelen ved lån med fast rente er, at de altid kan omlægges til kurs 100, hvis renterne falder. Det kan man ikke med et rentetilpasningslån, der altid skal indfries til dagskurs.

Falder renten, risikerer man dermed at skulle betale mere for at komme ud af lånet end nødvendigt.

Artiklens emner
Boliglån
Flekslån