Mens aktiemarkedet brager op: Optimismen når milepæl
Aktiemarkedet er steget voldsomt det seneste år - og det samme er investorernes optimisme, der nu er lige så stor, som da aktiekurserne nåede rekordniveauer i 2021.
Aktiemarkedet er stormet frem siden starten af året - og der er ikke udsigt til, at det mister sit momentum inden for den nærmeste fremtid. Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man spørger de amerikanske investorer.
For de er i dag mere optimistiske, end de var, da det toneangivende S&P 500-indeks nåede sin kursrekord, men dernæst imploderede i en brutal aktienedtur sidste år. Således viser adskillige nye investorundersøgelser.
Festhumøret er især til stede hos småinvestorerne ifølge en anerkendt undersøgelse fra American Association of Individual Investors (AAII).
Privatinvestorerne deler i undersøgelsen deres syn på aktiemarkedet, der ikke har set lysere ud siden rekorden i 2021. Faktisk er 51,4 pct. af AAII-medlemmerne overbeviste om, at aktierne stiger de næste seks måneder.
Pessimismen nåede ellers en spids for bare 10 måneder siden, hvor mere end 60,1 pct. af investorerne spåede, at aktiemarkedet skulle ned i sølet.
Tendensen bekræftes i en undersøgelse fra milliardforvalteren Vanguard. Heri mener investorerne, at de amerikanske aktier vil levere et afkast på 5,5 pct. de næste 12 måneder. Forventningerne har ikke være så positive siden december 2021 - en måned før S&P 500-indekset nåede sin rekord.
Tilbage i april regnede Vanguard-investorerne med et afkast på 3,7 pct.
Tom De Luca, der er seniorforsker i Vanguards Investor Behavior Group, skriver i en note til den nye undersøgelse, at »investorerne fortæller højt og tydeligt, at de forventer, at den igangværende aktiefest vil fortsætte.«
Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, er dog skeptisk.
Han påpeger, at investorerne nærmest altid er superoptimister, efter aktierne er steget. På samme tid betyder optimismen også ofte, at kontanterne allerede er i spil ude i aktiemarkedet.
»Det vil, hvis det også er sådan denne gang, betyde, at der som i fodbold mangler en helgardering, hvis aktierne kommer til at mange brændsoft,« siger Per Hansen.
Humøret hos de individuelle investorer står i skarp kontrast til det, man ser hos de institutionelle investorer. Verdens største kapitalforvaltere har ifølge den nyeste Global Fund Manager-rundspørge fra Bank of America overordnet undervægtet aktierne og øget deres beholdning af kontanter.
Siden starten af året har de amerikanske aktier fået luft under vingerne, og S&P 500-indekset er alene i år steget med 19 pct. På samme tid er det tech-tunge Nasdaq Composite-indeks strøget op med 37 pct.
Siden deres bund i efteråret 2022 er aktieindeksene endda steget mere end det, og de er i dag i et såkaldt ”bull-marked”, hvor optimismen er udbredt. Faldende inflation i USA og solide indtjeningstal har medført en voksende tiltro til, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, lykkes med at tæmme inflationen uden at udløse en voldsom recession.
Frygten for stigende renter, inflation og recession var ellers årsagerne til, at aktiemarkedet bragede ned og endte i et ”bear-marked” sidste år. S&P 500-indekset nåede at miste 25 pct. af markedsværdien fra rekordkursen, mens nedturen lød på mere end 35 pct. for Nasdaq Composite-indekset.
Men med det seneste års eufori har aktierne indhentet en markant del af det tabte og sat kursen mod nye rekordniveauer. S&P 500 er nede med bare 5 pct. fra sin top, mens Nasdaq Composite fortsat har tabt 10 pct.
Det er ikke alene investorerne, som viser optimisme. ”Frygtens indeks” - VIX-indekset - som måler den forventede volatilitet i aktiemarkedet den næste måned er også dalet til et lavere niveau, end det var nede i i 2021.
Per Hansen stiller spørgsmålstegn ved, om det vil fortsætte.
»Vi er formentlig der, hvor selv gode nyheder ikke nødvendigvis vil få aktierne til at stige yderligere,« siger han og betoner, at aktiemarkedet især har været drevet af teknologiaktierne ovenpå den kraftige AI-hype.
Spørgsmålet er, hvor længe tech-virksomhederne kan ride på bølgen.
»Det er desuden ikke så tit, at aktierne stiger og stiger uden en korrektion på 3-5 pct. Den kan komme, før vi ved af det,« understreger Per Hansen.

