Så meget billigere er populære biler blevet på kort tid
Brugtbilmarkedet fortsætter ned i pris, viser nye tal.
2023 har hidtil stået i prisfaldets tegn på bilmarkedet.
De nyeste tal fra Bilbasen, Danmarks største markedsplads for køb og salg af biler, er heller ingen undtagelse.
Tallene viser nemlig en lang række prisnedsættelser hos Bilbasen. Faktisk blev der sat hele 23 pct. flere biler ned i pris i uge 32 sammenlignet med ugen forinden.
»Brugtbilmarkedet er ekstraordinært konkurrencepræget i øjeblikket, og det kommer forbrugerne til gode,« skriver Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen, i en kommentar til tallene.
For elbiler bød uge 32 på hele 76 pct. flere prisrettelser end uge 31.
Det har fået Jan Lang til at kigge på, hvor meget en række populære elbilmodeller er faldet i pris siden den 1. juli.
- VW ID. 3 - 21.000 kr.
- VW ID. 4 - 22.000 kr.
- Skoda Enyaq - 24.000 kr.
- Polestar 2 - 27.000 kr.
- Mercedes EQE - 52.000 kr.
Udbuddet af biler hos Bilbasen er stabilt, mens antallet af liggedage er lavere.
Men tendensen på priserne er klar. Den går ned ad.
»Dermed bliver de brugte biler fortsat billigere i Danmark, da de nyoprettede biler ligeledes prissættes lavere end tidligere,« skriver Jan Lang.
Oversigt over prisrettelser for elbilerne i fire prisklasser:
| Prisklasse | Antal prisrettelser |
|---|---|
| 200.000 - 299.999 kr. | 69 |
| 300.000 - 399.999 kr. | 94 |
| 400.000 - 499.999 kr. | 161 |
| 500.000 - 599.999 kr. | 143 |
Kilde: Markedsrappport fra Bilbasen

