Fortsæt til indhold

Så hårdt er flekslånerne ramt: Besparelse spist op på seks måneder

De voldsomme kursfald udstiller forskellene mellem flekslån og lån med fast rente.

Boligejere, der ikke har konverteret deres billige lån lodret eller skråt, har i dag den suverænt laveste ydelse. Arkivfoto: Lars Krabbe
Privatøkonomi

Boligejere med F3-lån har fået så store rentehug, at deres besparelse de seneste tre år i forhold til lån med fast rente, ædes op på seks måneder.

Det viser beregninger fra Realkredit Danmark.

I starten af 2021 var F3-renten -0,4 pct., og det toneangivende 30-årige lån lå helt nede i 0,5 pct.

Begge renter er steget til henholdsvis 3,6 og 5 pct. Det betyder, at de boligejere, der har holdt fast i deres gamle 0,5 pct.-lån er langt bedre stillet. Dels er deres lån billigere, dels er deres restgæld på papiret væsentligt lavere.

Den månedlige ydelse før skat på F3-lånet stiger fra 783 til knap 4.200 kr. for hver mio. kr., der er lånt. Ydelsen på 0,5 pct.-lånet ligger derimod stadig på blot 1.269 kr. Så fra at være klart billigst bliver F3-lånet næsten 3.000 kr. dyrere

»Hvis vi havde valgt obligationslånet, ville vi fortsat have en månedlig ydelse på kr. 1.269. Allerede efter seks måneder er vores besparelse i første refinansieringsperiode spist op af rentestigningen,« siger Nicolas Norby, der er chefanalytiker i Realkredit Danmark.

Man kunne også have valgt at konvertere obligationslånet til et F3-lån ved afslutningen af perioden. I så fald kunne man optage et lån med en restgæld cirka kr. 400.000 lavere.

»Ved et så dramatisk kursfald, som vi har oplevet de sidste par år, bliver der meget stor forskel på de samlede omkostninger for de to lån,« konstaterer Nicolas Norby.

Allerede ved en indfrielseskurs på 95 for obligationslånet – altså et kursfald på 1,6 kurspoint i forhold til optagelseskursen, bliver de samlede udgifter for obligationslånet mindre end for F3-lånet.

De voldsomme kursfald har sat forskellen mellem flekslån og fast rente i perspektiv, mener chefanalytikeren.

Hvis man ønsker lavest mulig månedlig ydelse her og nu, er flekslån det rette valg. Særligt på afdragsfrie lån, er prisforskellen på de to låntyper markant uanset renteniveauet.

Til gengæld for den lave ydelse må man acceptere risikoen for betydelige og uundgåelige stigninger i ydelsen, hvis renterne stiger. Desuden har man heller ikke samme muligheder for billig indfrielse i forbindelse med enten konvertering eller salg.

»Det er næppe overraskende, at flekslån er fordelagtige, når renterne falder, da man i så fald automatisk får tilpasset sin rente til et lavere niveau. Det er nok mere overraskende, at selv beskedne kursfald på 1-4 kurspoint på vores obligationslån kan tippe balancen,« konstaterer Nicolas Norby.

Artiklens emner
Boliglån
Flekslån