Fortsæt til indhold

Så stort er prisfaldet på Teslas nye leasingbrag

Tesla annoncerede onsdag et kraftigt prisfald på en leasing-udgave af Model Y i Danmark.

Privatøkonomi

Tesla har en del gange i 2023 rokket med båden på det store bilocean.

Onsdag skete det igen, da Tesla annoncerede en ny storoffensiv på det danske leasingmarked.

Nemlig at man nu med en udbetaling på 15.000 kr. og en månedlig ydelse fra 3.795 kr. kan privatlease Teslas supersællert Model Y.

Tilbuddet blev hurtigt betegnet som et »brag« i danske medier. Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen, kaldte det »meget, meget billigt« og mener, at det er et top 5-leasingtilbud nogensinde i Danmark.

Men hvor meget er leasingydelsen så faldet på Model Y i Danmark?

Tidligere i oktober kostede det 4.495 kr. om måneden at lease en Model Y i Danmark på lignende vilkår, som det Tesla onsdag lagde op til i sin nyhed.

Det viser screenshots af Teslas hjemmeside fra den 2. oktober, som Finans har indsamlet. Tesla bekræfter, at prisen før var 4.495 kr. Altså et prisfald på knap 16 pct.

»Det er første gang, det er muligt at privatlease en Tesla Model Y til under 4.000 kr. om måneden under disse vilkår,« skriver Teslas kommunikationsansvarlige i Norden, Maria Lantz, i en mail.

De samlede omkostninger i leasingperioden på det nye tilbud løber op i 151.620 kroner. Tidligere kostede det i alt 176.820 kr.

Tilbuddet gælder frem til og med den 18. december 2023.

Teslas Model Y har i år skrevet sig ind i historiebøgerne. Det er nemlig den bedst sælgende bil nogensinde i Danmark. I denne uge har Model Y nået milepælen ved at slå den årlige leveringsrekord på 12.940 leverede biler på et år i Danmark.

Den udgave af Model Y, som nu kan leases til 3.795 kr. er basismodellen med baghjulstræk og op til 455 km i rækkevidde.

For at minimere omkostningerne ved leasing af Model Y skal man vælge bilens standardfarve, som er hvid. Hvis man derimod beslutter sig for en anden farve vil den månedlige leasingpris stige til 4.095 kr.

I tilfælde af, at man har behov for en større rækkevidde, er Long Range-modellen et alternativ. Denne version tilbyder en rækkevidde på 533 kilometer og forbedret ydeevne. Månedlig leasingpris for Long Range-varianten starter ved 4.895 kr.

Den mere barske Performance-udgave står til 5.195 kr. per måned.

Artiklens emner
Bilbranchen
Tesla