Ny prismodel med pisk og gulerod: Rammer størstedelen af Danmarks 2,8 mio. private elkunder
Elnetselskabet N1 er langtfra ene om at søsætte en ny prismodel med store udsving i den såkaldte nettarif. Fra årsskiftet ventes mere end 90 pct. af alle husholdninger at være ramt.
800.000 jyske kunder i elnetselskabet N1 står den 1. januar over for en ny prismodel, der bl.a. betyder en forskel på op til 800 pct. for at have strøm i stikkontakten. Men de er langtfra alene.
En oversigt fra energiselskabernes brancheforening, Green Power Denmark, viser, at hovedparten af landets 37 elnetselskaber vil bruge den nye prismodel – i branchen kaldet tarifmodel 3.0, når kalenderen viser 1. januar 2024.
Det er nemlig ikke kun Norlys-ejede N1, som vender den hidtidige prismodel fra 2015 ryggen.
»Det samme gør NOE Net i Holstebro, Ravdex i Kerteminde og Veksel på Langeland, så fra nytår har næsten alle netkunder i Danmark et stærkere økonomisk incitament til at flytte elforbrug fra den såkaldte kogespids kl. 17-21 til andre tidspunkter på døgnet,« fastslår GPD i en omtale af tarifmodel 3.0.
Over for Finans peger GPD på, at 22 af landets elnetselskaber fra årsskiftet vil være flyttet over på tarifmodel 3.0. De 22 selskaber tæller imidlertid størstedelen af Danmarks 2,8 mio. private elkunder.
De tilbageværende 15 elnetselskaber, som endnu ikke har skiftet til den nye prismodel, udgøres hovedsagelig af »små lokale bynet med ganske få kunder«, lyder det fra Green Power Denmark.
N1-topchef Carsten Bryder Thejls forklarer indførelsen af den nye prismodel som et forsøg på at motivere selskabets 800.000 elkunder til at flytte rundt på elforbruget fra spidsbelastningstimerne mellem kl. 17-21 til gerne om natten, hvor elforbruget er lavt.
»Vi vil gerne undgå, at kunderne skruer op for elforbruget i tidsrummet kl. 17-21, da det vil presse vores elnet og kræve meget voldsomme investeringer,« siger Carsten Bryder Thejls.
Mens N1 først nu er på vej over på den nye prismodel, som ud over tre forskellige prisniveauer i løbet af døgnet samtidig indfører variable nettariffer både sommer og vinter, har elkæmper som Andel-ejede Cerius og Radius Elnet allerede taget den nye prismodel i brug.
Det betød, at mens Radius-kunder den 1. januar 2023 vågnede op til en nettarif på 1,53 kr. pr. kilowatt-time (kWh) brugt i tidsrummet kl. 17-21, hvor det private elforbrug typisk topper, skiltede Cerius med en nettarif på 1,47 kr. i samme tidsrum.
Oven i nettariffen kommer markedsprisen på el, statslig elafgift, abonnementer, fortjeneste til elselskaber og moms.
Udsigten til at betale forskellige nettariffer i døgnets 24 timer og – som noget nyt – både sommer og vinter affødte allerede sidste efterår hård kritik fra oprørte elkunder.
Carsten Bryder Thejls erkender, at for elkunder, der ikke flytter rundt på strømforbruget, vil den nye prismodel betyde en højere elregning. Alligevel er han fortrøstningsfuld, når det gælder indførelsen af den nye model.
»Vi er selvfølgelig spændt på modtagelsen. Men vi er godt klar over, at der vil være nogen, som ser det her som en ekstra udgift. Derfor skal vi være grundige og tage opgaven med at forklare den nye model meget alvorligt,« siger Carsten Bryder Thejls.
Med tarifmodel 3.0 håber N1 at formå kunderne til at flytte rundt på elforbruget svarende til, at N1 sparer investeringer i elnettet for samlet 250-300 mio. kr. Til sammenligning investerer N1 i omegnen af 1,3 mia. kr. i elnettet alene i 2023.

