Fortsæt til indhold

Det skulle være billigst: Dette boliglån udløser dobbelt renteslag

F-kort-lånere rammes både af høje renter og et såkaldt rentetillæg.

Mange boligejere har fået sig en grim overraskelse, da de troede, de kunne gå i midlertidig rentely. Arkivfoto: Jens Dresling
Privatøkonomi

Et stykke over 4 pct. Så høj en rente kan Totalkreditkunder med F-kort-lån forvente i det nye år.

Foreløbig drejer det sig om 6.000 boligejere, men flere vil følge i det nye år. F-kort-lånet, der også går under navne som FlexKort (Realkredit Danmark) og Kort Rente (Nordea Kredit), får ny rente hvert halve år - næste gang i slutningen af december.

Men boligejerne skal ikke kun betale rente. De skal også betale et såkaldt rentetillæg på de obligationer, der ligger bag lånene. Og dette rentetillæg er blevet fastlagt nu for de pågældende i forbindelse med den netop overståede auktion over obligationerne bag flekslån.

Rentetillægget er blevet fastsat til 0,47 pct.-point.

F-kort-lånet burde være det billigste lån på grund af den høje renterisiko, men er det ikke længere. Mange boligejere har optaget det efter at have indfriet deres lån med fast rente til lav kurs. Det har nu udviklet sig til en relativt dyr fornøjelse.

»Boligejere med F-kort fik et stort rentehop i sommer, og renten stiger igen 1. januar. Denne gang er stigningen mindre, og vi forventer, at alle boligejere med F-kort vil få en rentestigning på ca. 0,15 pct.-point til den tid,« skriver Svend Greniman Andersen, der er seniorøkonom i Totalkredit.

En rente over 4 pct. vil gøre F-kort-lånet markant dyrere end eksempelvis F3- og F5-lån, der begge ligger i en rente omkring 3,4 pct. Selv F1-lånet er nu billigere med en rente på 3,9 pct. i Totalkredit.

Det er ikke kun den høje inflation, der har fået centralbankerne til at sætte renten markant op, der har ramt boligejerne. F-kort-lånet er offer for sin egen succes, da det er blevet meget mere populært det seneste år. Det har øget udbuddet af obligationerne bag F-kort-lånene, fastslår Svend Greniman Andersen.

Artiklens emner
Boliglån
Flekslån