Nyt svindeltiltag kan betyde meget lidt for de kriminelles jagt på danske bankkonti
Der skal dog ikke kigges ret langt ud over grænserne for at finde tiltag, der har reduceret antallet af succesfyldte svindelforsøg.
For mange kriminelle er muligheden for en løn på 50.000 kr. for få timers arbejde ikke så skidt endda. Derfor falder forsøgene på telefonsvindel ikke automatisk, selv om private kunder fremover som udgangspunkt kun må flytte mindre beløb pr. dag.
»Lavere grænser vil betyde, at færre mister hele deres livsopsparing. Men det vil ikke nødvendigvis give færre opkald fra de kriminelle,« siger Kresten Munksgaard, der er sektionsleder for forebyggelse og analyse i NSK – National enhed for Særlig Kriminalitet.
Han kalder det meget positivt, at der tages nye initiativer i brug for at dæmme op for svindlen, hvor ikke mindst ældre narres til at flytte deres penge til en konto, den kriminelle har magten over. Han konstaterer dog, at det er for tidligt at sige noget om effekten.
Forhistorien Jytte Modtageren Bankerne
Forhistorien
Sidste år steg den såkaldte telefonsvindel herhjemme med ikke mindre end 35 pct. I løbet af årets første 10 måneder var især ældre forsøgt svindlet for over 56 mio. kr.
Typisk er det ældre, der ringes op af en person, der udgiver sig for at være fra deres bank eller politiet. De får at vide, at nogen forsøger at stjæle deres penge, og at de derfor skal placere dem på bankens sikkerhedskonto, mens problemet løses. Herfra forsvinder pengene nærmest sporløst.
Ifølge Finans Danmark var der i 2022 over 3.400 sager, hvor nogen forsøgte at svindle ved hjælp af falske sms’er, e-mails eller telefonopkald til en bankkunde.
Og selv om politiet ikke har oplevet den samme bratte stigning i år, er omfanget af den såkaldte telefonsvindel fortsat på et meget højt niveau.
Udfordringen for kunderne er, at hvor de er godt beskyttet, hvis deres konto tømmes af den kriminelle, så får de ingen erstatning, når de selv har flyttet pengene.
Derfor har erhvervsminister Morten Bødskov (S), Finans Danmark, Ældre Sagen og Forbrugerrådet Tænk m.fl. for nylig præsenteret første skridt i et forsøg på at mindske svindlen.
I første omgang ved bl.a. at mindske det beløb, man som udgangspunkt kan straksoverføre som almindelig kunde, til 50.000 kr. pr. dag.
Jytte
Undersøgelser i Storbritannien viser, at særligt mange 45-54-årige falder i ved digital svindel. Men telefonsvindlen er i høj grad rettet mod de ældre.
»Vi kan alle sammen falde i, når de rammer os på den rigtige måde. Især hvis de har indsamlet private oplysninger om os på Facebook, inden de ringer. Det her handler ikke bare om ældre mennesker. Men de kriminelle fokuserer på de ældre og søger eksempelvis efter numre på ”Jytte” i Nordsjælland,« siger Kresten Munksgaard.
Politiet vil nu i højere grad prøve at inddrage de ældres netværk for at forebygge svindel.
»Vi skal have børnebørnene til at tage snakken med deres bedsteforældre om, at hverken bank eller politi eller Nets nogensinde vil bede dem flytte deres penge i sikkerhed,« siger Kresten Munksgaard.
Hans bedste råd er at smække røret på, hvis man bliver ringet op og bedt om at overføre sine penge.
Modtageren
Der vil komme flere tiltag fra gruppen omkring Erhvervsministeriet. Et af de tiltag, der har virket bedst i udlandet, er dog ikke med i planerne.
Det er den såkaldte ”Confirmation of Payee”, CoP, som står højt på ønskelisten hos Forbrugerrådet Tænk.
Helt enkelt betyder det, at når man overfører til en konto, skal man ikke bare skrive kontonummeret, men også navnet på den, der overføres til.
»Det vil kunne vække manges mistanke, hvis navnet på indehaveren af den sikkerhedskonto, de er ved at overføre deres penge til, eksempelvis er Bo Sørensen. Metoden bruges i Holland og Storbritannien, hvor den har reduceret svindel – og fejlbetalinger – betydeligt,« forklarer økonom Jacob Ruben Hansen, Forbrugerrådet Tænk.
CoP er en del af EU’s planlagte forordning om betalingstjenester i det indre marked. Aftalen risikerer dog at falde i forbindelse med næste års valg til EU-Parlamentet.
Finans Danmark har i sit høringssvar til EU-Kommissionen støttet en indførsel af CoP. Digitaliseringsdirektør i Finans Danmark Michael Busk-Jepsen kalder det dog en kompleks opgave at udvikle CoP for alle aktører på betalingsmarkedet. En implementering i Danmark vil skulle afvente den europæiske regulering.
»CoP eller ej, så skal det understreges, at der ingen nemme løsninger er på at reducere svindel. De kriminelle finder hele tiden nye metoder til at franarre eller stjæle penge fra bankkunderne,« siger Michael Busk-Jepsen.
Bankerne
Bankerne er ved at indrette sig på den nye aftale om straksoverførsler. I de fleste banker har kunderne altid kunnet sætte deres egen grænse for, hvor meget der kan straksoverføres om dagen.
Det vil de også kunne fremover, men som udgangspunkt sættes grænsen fra 31. marts 2024 ned til 50.000 kr.
»Vi er i gang med at ændre de bagvedliggende systemer, så den nye beløbsgrænse kan træde i kraft inden årsskiftet. Hvis man som kunde ønsker at overføre et højere beløb, skal man kontakte os. Det er for at undgå, at svindlere overtaler deres ofre til at hæve grænsen som en del af svindelnummeret, for så er vi lige vidt,« siger direktør Mads Skovlund med ansvar for privatkunder i Nordea Danmark.
Danske Bank sænker i december den almindelige grænse for overførsler og straksoverførsler til 100.000 kr.
»I øjeblikket vurderer vi, hvordan vi også fremadrettet sikrer bedst balance mellem sikkerhed og kundeoplevelse – om det skal ske ved at sætte vores generelle default beløbsgrænse ned til 50.000 eller ved at indføre en særskilt limit på 50.000 på straksbetalinger,« siger Danske Banks privatkundechef, Mark Majgaard Wraa-Hansen.
Jyske Bank vil ifølge områdedirektør Jeppe Buk implementere de nye grænser hurtigst muligt og forventer at være i mål inden udgangen af 1. kvartal 2024.



