Så mange kvm får du ud af 11 minutters kørsel med Linje H
De eksploderende boligpriser i København betyder, at det for de fleste vil være økonomisk umuligt at få flere kvm.
En 11 minutters køretur med Linje H kan sikre dig 20 ekstra kvm, hvis du er klar til at flytte fra din lejlighed på Nørrebro.
Det er konsekvensen af, at boligpriserne i København ikke mindst i år er eksploderet og har øget prisforskellen mellem storby og omegnskommuner. Reelt skal man ikke køre ret langt i tog for at få mange ekstra kvm, viser beregninger fra Jyske Realkredit.
Ejeren af en 70 kvm lejlighed på Nørrebro kan således ved at affinde sig med en tur med Linje H på blot 11 minutter få 90 kvm til rådighed i Vanløse. En køretur på 30 minutter på samme tog til Glostrup giver 60 kvm ekstra.
»De høje kvadratmeterpriser i byen resulterer i, at det for mange vil være en økonomisk udfordring at opgradere inden for bymuren,« siger afdelingsdirektør i Jyske Realkredit Mikkel Høegh.
Artiklen fortsætter under skemaet.
I september var kvadratmeterprisen i København N 53.555 kr. Har man behov for og mulighed for at få et ekstra børneværelse på 10 kvm, vil udgiften altså være 535.550. Med det nuværende renteniveau, vil det resultere i en månedlig meromkostning på 3.306 kr., beregner Jyske Realkredit.
»Der findes dog gode alternativer, hvor man slet ikke skal have penge op af lommen for at få flere kvm. Dette kræver blot, at man er villig til at tage et skridt uden for bykernen og pendle lidt med S-toget,« forklarer Mikkel Høegh.
Pendler man i bare 15 minutter med linje E mod Køge, kan man eksempelvis konvertere sin 3-værelses lejlighed på 70 kvm til et hus på 110 kvm i Hvidovre.
»Det kan man vel at mærke uden, at man behøver at låne flere penge end det, man allerede gør i dag,« siger Mikkel Høegh.
Vil man hellere bo nord for København, får man på grund af de højere priser der lidt færre kvm for pengene. Men en 3-værelses på Nørrebro kan stadig konverteres til betydelig flere kvm, og pendler man f.eks. 15 minutter med Linje B mod Farum og står af i Vangede kan man konvertere sin 3-værelses lejlighed til et hus på 98 kvm.

