Fortsæt til indhold

Rekordstor forskel mellem det dyreste og det billigste rentetilpasningslån

Kun ét lån har ikke nydt godt af de seneste dages rentefald.

Privatøkonomi

1,4 pct.-point. Så stor er renteforskellen nu mellem billigste og dyreste rentetilpasningslån.

Med en rente på 4,2 pct. er FlexKort-lånet dyrere end F5-lånet og overraskende nok også lånet med fast rente.

Den månedlige ydelse før skat på et F5-lån på 1 mio. kr. er 4.727 kr. Det er knap 800 kr. lavere end FlexKort-lånet. 4 pct.-lånet med fast rente er knap 100 kr. billigere.

Renterne på både flekslån og lån med fast rente er faldet markant på det seneste. Både F3- og F5-lån kan fås til en rente under 3 pct.

Det 30-årige 5 pct.-lån med afdrag lukkede i denne uge og efterlader 4 pct.-lånet som det toneangivende og med en flot kurs omkring 97.

5 pct.-lånet med 10 års afdragsfrihed er næste led i kæden, hvis altså renterne fortsætter med at falde. Fredag blev det handlet i en kurs omkring 100. Lånet med 30 års afdragsfrihed nærmer sig kurs 99.

FlexKort-lånerne har ikke mærket noget til de lavere renter. Lånet får ny rente hvert halve år - næste gang til nytår. Denne rente forventes at komme til at ligge på stort set samme niveau som nu. Først ved næste rentefiksering til juli kan der ske et rentefald.

For bare halvandet år siden var renten på lånet negativ. Det betyder, at boligejere med et FlexKort-lån nu betaler ca. 14.000 kr. mere om året for at låne 1 mio. kr. med afdrag. Og det er efter skat. Er lånet afdragsfrit, er ekstraudgiften 30.000 kr.

F-kort-lånet går også under navnene FlexKort (Realkredit Danmark) og Kort Rente (Nordea Kredit).