Renteforskel udvides: Disse boligejere får ekstra regning på 1.000 kr.
FlexKort-lånet er ikke kommet med på den seneste bølge af rentefald.
Renteforskellen på FlexKort-lånet og flekslånene øges nærmest dag for dag. Den månedlige ydelse for et afdragsfrit lån er nu 1.000 kr. lavere på et F5-lån end på et FlexKort-lån.
På under 14 dage er renteforskellen øget til 1,6 pct.-point mellem de to låntyper.
FlexKort-lånet er slet ikke kommet med på den bølge af rentefald, der har været de seneste måneder. Det skyldes, at de finansielle markeder har ændret deres forventninger til rentefald. Nu ventes renterne først at falde i løbet af 2024.
For en måned siden fik de 200.000 boligejere med FlexKort-lån fastsat deres nye rente, der gælder fra 1. januar og seks måneder frem. Renten blev fastsat til mellem 4 og 4,2 pct. Den præcise rente afhænger af, hvilke obligationer der ligger bag lånet.
Det gjorde det til det suverænt dyreste rentetilpasningslån.
En rente over 4 pct. er højeste niveau nogensinde på Kort Rente-lånet, siden det blev introduceret i efteråret 2013. Da renten var lavest i 2. halvår 2019, blev den fastsat til -0,31 pct.
Stigningen er så voldsom, at mange boligejere kommer til at reducere deres forbrug, lød forudsigelsen fra Nordea Kredits chefanalytiker, Lise Nytoft Bergmann, efter rentefastsættelsen.
Da renten var lavest, kostede det knap 500 kr. om måneden efter skat at låne 1 mio. afdragsfrie kr. for boligejere med FlexKort-lån. Den regning er nu steget med 2.500 kr.
FlexKort-lån får ny rente hvert halve år. Obligationerne bag refinansieres hvert tredje, fjerde eller femte år. Lånet går også under navne som F-Kort (Totalkredit) og Kort Rente (Nordea Kredit).


