Fortsæt til indhold

Staten skylder 12 mia. kr.: Så mange boligejere får skattefri rentegevinst

Boligejere i Lolland Kommune har fået omkring 141 mio. kr. tilbagebetalt, mens boligejere i Viborg og Haderslev har fået omkring 130 mio. kr.

De nye boligskatter har haft stor indflydelse på salget mod slutningen af 2023. Men mange boligejere vil få en skattelettelse med de nye regler, og de skal have penge tilbage. Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan
Privatøkonomi

Omkring 150.000 boligejere har fået 3 mia. kr. tilbage efter at have betalt for meget i boligskat, oplyser Vurderingsstyrelsen. Resten, der udgør op mod en halv mio. boligejere må vente, og de har dermed udsigt til en skattefri rentegevinst på 6,2 pct. næste år.

Og det er en stor regning, Vurderingsstyrelsen skriver ud til statskassen. Med udbetalingen af de 3 mia. kr. ventes der stadig at være ca. 12 mia. kr. tilbage i skyldig skat. Det betyder, at staten skal betale yderligere 800 mio. kr. i renter for 2023, fordi forsinkelserne fortsætter.

Usikkerheden er stadig stor. Alene antallet af boligejere, der skal have penge tilbage, er der skabt uvished om.

Siden boligskattereformen blev vedtaget for syv år siden, har skattemyndighederne oplyst, at 715.000 boligejere skal have skat tilbage, fordi de har betalt for meget siden 2011. Sådan er det ikke længere.

Tallet er blevet reduceret med 185.000 til i alt 530.000. Det skyldes, at de nye vurderinger bliver højere end først forventet.

Hos Vurderingsstyrelsen glæder direktør Poul Taankvist sig over, at der nu er blevet sendt 3 mia. kr. ud.

De nye ejendomsvurderinger for 2020 danner grundlag for genberegningen af, hvad boligskatten burde have været i perioden mellem 2011 og 2020. Vurderingsstyrelsen har på nuværende tidspunkt gennemgået omkring 460.000 ejendomme, der alle har modtaget en 2020-vurdering.

Ejerne af omkring hver tredje ejendom har fået penge tilbage. De boligejere, der har betalt skat af en for lav vurdering, får ikke en ekstraregning.

Det er hovedsageligt i landdistrikterne og uden for de største byer, at boligejere har betalt for meget i skat. Det skyldes, at boligpriserne der ikke er steget i takt med boligskatten fra 2011 til 2020.

På nuværende tidspunkt har boligejere i Lolland Kommune fået omkring 141 mio. kr. tilbagebetalt, mens boligejere i Viborg og Haderslev kommuner har fået omkring 130 mio. kr.

Artiklens emner
Boligbeskatning
Boligmarked