Gik december op i jul: Fem ting du kan gøre for din privatøkonomi i januar
Privatøkonomien i 2024 kan komme rigtig godt i gang ved at sætte fokus på nogle af disse fem punkter.
Den sidste nytårsraket er skudt af sted, og juletræet er båret ud. Men det der med at optimere skatten ved ekstra indbetaling til pension eller salg af aktier med tab blev måske ikke rigtigt til noget imellem julens komsammener.
Der er dog stadig meget, man kan gøre for sin 2024-privatøkonomi i januar, fortæller Formueplejes kundedirektør Helle Snedker.
Undgå dyre renter på restskat
Hvis du har tjent mere, end du stillede Skat i udsigt i din forskudsopgørelse for 2023, kan det blive dyrt.
»Så snart nytårsklokkerne slår, begynder Skat at lægge renter på din restskat. Og satsen er i år hævet til 5,5 pct. af beløbet, som du først får besked om i marts,« siger Helle Snedker.
Hun anbefaler at kigge på forskudsopgørelsen for 2023 og se på, hvordan den harmonerer med virkeligheden.
»Det er besværligt, men timelønnen kan være god, fordi du allerede nu kan lave en frivillig indbetaling til Skat,« pointerer hun.
Øvelsen er både relevant, hvis man er steget i løn, har et lavere befordringsfradrag end ventet, er sluppet af med renteudgifter eller har tjent mere på sine investeringer end ventet.
Investorer skal være opmærksomme på, at hvis aktieindkomsten har været højere end 58.900 kr. i 2023, så stiger skatten fra 27 til 42 pct.
Og både udbytter, realiserede gevinster samt urealiserede gevinster på ETF’er og lagerbeskattede investeringsforeninger på Skats positivliste indgår i beløbet.
Spar op til dårlige tider
Lige nu er beskæftigelsen høj. Derfor er tidspunktet godt til at bygge et fundament til dårlige tider gennem opsparing, siger Helle Snedker.
Hun anbefaler at oprette en aktiesparekonto, hvor der fra 2024 kan skydes op til 135.900 kr. ind. Og hvor afkast og udbytter beskattes med 17 pct.
Alternativt en aldersopsparing, hvor pengene er bundet til ens pensionsudbetalingsalder. Der kan indsættes 9.100 kr. i 2024, hvis man har mere end syv år til folkepensionsalderen og 58.900 kr., hvis der er mindre end syv år.
Der er ingen skattefradrag på aldersopsparing og ingen skat ved udbetaling. Afkastet på en aldersopsparing beskattes med 15,3 pct. undervejs, og der sker ikke modregning i folkepensionens tillæg for udbetalt aldersopsparing.
Fyld op
I januar trækkes der skat af årets eventuelle gevinst på aktiesparekontoen. Man har ret til at skyde et beløb svarende til skatten ind igen. Også selv om kontoen måtte have en højere værdi end 2023’s grænse for indskud på 106.600 kr.
Hvis kontoen eksempelvis er 120.000 kr. værd ved årsskiftet, må der i 2024 desuden indskydes 15.900 kr. til den nye grænse på 135.900 kr.
Husk pensionen
Hvis man har plads til det i budgettet – og især hvis man har udsigt til at betale topskat – er det en god idé at nedbringe eller helt slippe for topskatten ved at fylde ratepensionen op – max. indskud på 63.100 kr. i 2024.
Der er ekstra skattefradrag på pensionsindbetalinger op til 80.600 kr. i 2024. Er man født i 1971 eller senere, er fradraget på 12 pct. Er man født i 1970 eller før, er fradraget på 32 pct.
Gaver
Har man mere, end man har brug for og kan nå at bruge, kan man i 2024 give skattefri gaver til sine børn, børnebørn eller måske sine forældre for op til 74.100 kr. pr. person.
Investeres gaven til børn under 18 år i en akkumulerende investeringsforening, der beskattes som kapitalindkomst - må altså ikke være på Skats positivliste – så har de unge fra 2024 fået samme bundfradrag som deres forældre.
De kan altså tjene over 49.700 kr. i afkast og udbytte, før de skal betale en krone i skat.
