Over halvdelen af danskerne er opmærksomme på nye boligskatter - men ikke konsekvenserne
Danskerne har langt om længe fået styr på, hvornår de nye boligskatter træder i kraft, viser ny undersøgelse.
Den 1. januar trådte de nye boligskatter i kraft - og det er over halvdelen af danske boligejere klar over.
Men ikke mange ved, hvordan skatterne egentlig kommer til at påvirke deres privatøkonomi.
Det viser en ny undersøgelse, som Voxmeter har lavet på vegne af Arbejdernes Landsbank.
Ifølge Arbejdernes Landsbank er det første gang ud af de tre gange, man har lavet undersøgelsen, at over halvdelen af de adspurgte svarer, at de er opmærksomme på, hvornår de nye boligskatter træder i kraft.
Og det er, ifølge Brian Friis Helmer, privatøkonomi hos Arbejdernes Landsbank, positivt.
I en pressemeddelelse tilskriver han det forbedrede kendskab bl.a. den store mediebevågenhed, som de nye ejendomsvurderinger og skatter har fået de seneste måneder.
Men det er til gengæld ikke godt, at kun 1 ud af 10 boligejere svarer ”helt enig” i, at de har et godt kendskab til de helt konkrete konsekvenser, de nye skatter har på deres privatøkonomi.
Mange har heller ikke nogen idé om, hvordan de nye ejendomsvurderinger påvirker netop boligskatten for 2024.
»I virkeligheden ville mange boligejere faktisk helst have haft et helt andet boligskattesystem indført,« skriver Brian Friis Helmer i meddelelsen.

