Ny toldsats på elbiler fra Kina? Det risikerer at ramme prisen på Tesla'en
Senest til november skal EU beslutte, om den vil forhøje toldsatsen på elbiler produceret i Kina.
Senere i år vil EU sandsynligvis øge toldsatsen på elbiler produceret i Kina.
Det risikerer at påvirke priserne på ikke kun kinesiske elbiler, men også ramme vestlige producenter af elbiler som Tesla, Renault og BMW, der får bygget elbiler i netop Kina.
Sådan lyder det i en analyse fra Danske Bank.
»Alt andet lige vil det betyde højere priser på elbiler produceret i Kina for danske forbrugere,« skriver Rune Thyge Johansen, analytiker i Danske Bank.
Han vurderer, at der er høj sandsynlighed for, at EU sætter toldsatsen op på elbiler fra Kina. Fra de nuværende 10 pct. til mellem 20 og 25 pct.
»Hvad det vil betyde for prisen på en elbil i Danmark afhænger af, hvordan producenterne i Kina og bilforhandlerne i Danmark vil reagere. De kan jo vælge at sætte priserne ned og reducere deres profitmarginer,« skriver Danske Bank-analytikeren i en uddybende kommentar til Finans.
Hvis regningen fra den højere toldsats overføres til forbrugeren, kan elbiler fra Kina til en pris på 250.000 kr. i Danmark se frem mod at koste mellem 10.000 og 30.000 kr. mere, lyder beregningen fra Rune Thyge Johansen.
De danske forbrugere har de seneste mange måneder været vant til billigere elbiler.
Men de skal formentligt ikke frygte, at en højere toldsats fra EU på elbiler fra Kina vil føre til højere priser. Det mener René Tønder, der er selvstændig strategisk rådgiver i bilbranchen.
»De kinesiske mærker har været forsigtige med deres prissættelse i EU for ikke at blive beskyldt for prisdumping. Så der er formentlig en god marginal på deres - indtil videre forholdsvis lave - salg i EU,« skriver han i en mail til Finans.
René Tønder uddyber, at de vestlige bilproducenter heller ikke har nogen interesse i at sætte priserne op i Europa på de elbiler, som eventuelt bliver ramt af højere toldsatser.
»Bilindustrien i Europa har ingen interesse i en handelskrig med Kina,« skriver han.
EU-Kommissionen indledte i efteråret 2022 en undersøgelse af, hvorvidt der skal indføres højere told på elbiler fra Kina. Ifølge reglerne i EU skal undersøgelsen senest i november i år føre til eventuelle ændringer i toldsatserne.
Hvis EU sætter toldsatsen på elbiler op, skal man dog ikke forvente en decideret handelskrig, selvom risikoen er der. Sådan lyder det fra Rune Thyge Johansen fra Danske Bank.
»Årsagerne til, at Kina formentlig kun kommer med et moderat modsvar og ikke starter en decideret handelskrig, er at Kina vil være påpasselige med ikke at skræmme udenlandske virksomheder væk fra at investere i Kina. Kina kæmper allerede med USA på handelsfronten og har derfor brug for et rimelig godt forhold til EU,« skriver han.
Mens EU i øjeblikket har en toldsats på 10 pct. på elbiler fra Kina, har USA en sats på 27,5 pct., og Kina har selv en sats den anden vej på mellem 15 og 25 pct.

