Yoyo-tilstande: Fire uger efter store prisfald piller Tesla igen ved priserne
Tesla hæver prisen på Model Y-udgaver med op til 15.000 kr. For fire uger siden blev priserne sat ned. Yoyo-priser er en del af nutidens bilmarked, lyder det.
For fire uger siden slog elbilkæmpen Tesla til med nye prisfald på supersællerten Model Y. Nu hæver den amerikanske bilproducent så priserne igen.
»Det ligner et signal til markedet og bilkøberne om, at der ikke er grund til at vente på nye prisfald, for der kommer ikke nye prisfald,« siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM.
Teslas nye prisøvelse betyder, at standardudgaven af Model Y stiger 15.000 kr. til 359.990 kr., mens den populære Long Range-udgave bliver omkring 7.000 kr. dyrere.
Mens andre elbilproducenter typisk skruer ned for priserne for at matche Tesla og holde damp på salget, er den seneste Tesla-stigning ikke udtryk for, at Model Y efter sidste års rekordsalg er havnet i et dødvande.
Tværtimod peger FDM’s erfarne forbrugerøkonom på, at Tesla med godt 1.000 solgte Model Y på mindre end to måneder næsten matcher sidste års rødglødende salg.
Salgsfesten blev udløst af, at Tesla den 13. januar 2023 skar dybt i priserne på flere modeller – herunder Model Y-udgaverne.
Dagens prisstigning kommer kun fire uger efter, at Tesla skar op til 52.000 kr. af Model Y-priserne. Alligevel er Ilyas Dogru ikke overrasket over stigningen.
Tesla har nemlig senest hævet priserne i både Tyskland og Norge.
»Og nu er turen så kommet til Danmark. Så det var et eller andet sted ventet,« siger den erfarne bilekspert og peger på, at stigningen alt andet lige hamrer en pæl igennem vedholdende rygter i markedet om, at Tesla er på vej med en opdateret Model Y-version.
Siden Tesla i august sidste år løftede sløret for en opdateret Model 3-udgave, har spekulationerne om en ny opdateret Model Y-udgave fået mere og mere fart i markedet.
»Men en prisstigning vidner ikke om, at Tesla er i gang med at tømme lageret af gamle Model Y-udgaver. Så budskabet er vist, at der ikke er en opdateret version på trapperne,« siger Ilyas Dogru.
Mens Ilyas Dogru ikke er overrasket over prisstigningen, forstår han godt, hvis forbrugerne efterhånden er ved at være rundforvirrede over elbilmarkedet.
»Jeg tror også, at der er mange, som er irriterede over Tesla på grund af det her (yoyo-priserne, red.). Men vi kommer til at se flere yoyo-priser. Sådan er det bare, når vi taler elbiler,« siger Ilyas Dogru.
Af samme grund opfordrer han bilkøbere til at tænke sig godt om, inden der skrives under på køb af en ny elbil.
»Det er vigtigt at huske på, at din økonomi skal kunne bære et pludseligt værditab. Og er du i tvivl, så er privatleasing værd at overveje. Så kender du din biløkonomi 100 pct., uanset hvad der sker med priserne,« siger Ilyas Dogru.
Det er langtfra første gang, at Tesla har hævet priserne igen efter tidligere prisfald. Derfor er bilmarkedet – og bilkøb – bare blevet en mere uforudsigelig affære, lyder det.
»Det gør også, at det nærmest er umuligt at time markedet i dag. Der er ikke et perfekt tidspunkt at købe bil. Ingen kender dagen og priserne i morgen, så er man i markedet for at købe bil, gælder det om at slå til, når man finder et godt tilbud – og så glemme alt om, hvor priserne måske er om tre måneder,« siger Ilyas Dogru.
Der er år til dato sat plader på 1.015 fabriksnye Tesla Model Y. Det er 8 pct. færre end i samme periode sidste år, som samlet bød på 17.955 solgte Model Y – ny danmarksrekord for salg af en enkelt bilmodel i et kalenderår.


