Rekordmange har et arbejde: Især unge kan falde i en dyr pensionsfælde
Et jobskifte betyder næsten altid et nyt pensionsselskab. Det kan i mange tilfælde betale sig at samle pensionerne, men bestemt ikke altid.
Aldrig har så mange danskere haft et arbejde. Ved udgangen af 2023 fik over 3 mio. danskere en fast løncheck, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Knap 700.000 fik et nyt job alene i 4. kvartal 2023, og de skal nærlæse pensionspapirerne, advarer Velliv. Især unge kan blive sorteper, hvis ikke de tjekker pensionsbetingelserne ved det nye arbejde. Og det gør de sjældent, er erfaringerne hos pensionsselskaberne.
65 pct. af unge under 34 år har et job i maksimalt tre år. 95 pct. af dem beholder deres arbejde i mindre end tre år. Udviklingen tager af, jo ældre man bliver, men er stadig tydelig. Danskerne skifter job som aldrig før.
»Både for dem, der lige er begyndt på arbejdsmarkedet og for dem, der har skiftet job, er det vigtigt at holde et skarpt blik på pensionsordningen. Også selv om der er meget andet at se til,« anbefaler Jens Christian Nielsen, der er rådgivningsekspert hos Velliv.
Ofte vil det være fristende at samle pensionsopsparingerne i én. Det kan være en god idé, men ikke altid, fastslår Jens Christian Nielsen.
»Der er tilfælde, hvor vi anbefaler at bevare gamle pensioner fra tidligere job, fordi det ikke kan betale sig at flytte dem. Det er f.eks. pensioner, hvor udbetalingen er garanteret og beregnet ud fra en høj rente,« mener Jens Christian Nielsen.
Er det ikke tilfældet, giver det mening at samle pensionerne i én.
Beregninger fra Velliv viser således, at hvis man som 35-årig samler to pensioner i ét selskab og derved f.eks. sparer 750 kr. i årlige omkostninger, vil der med en rente være ca. 55.000 kr. mere til pension på pensionstidspunktet (69-år).
Er man 45 år, vil opsparingen være ca. 30.000 kr. større på pensionstidspunktet, mens der for en 55-årig vil være i underkanten af 15.000 kr. mere.
Især hvis lønnen bevæger sig markant op eller ned, skal man finde lommeregneren frem.
Velliv anbefaler som en tommelfingerregel, at man har sparet syv årslønninger op, den dag man går på pension.
»Stiger din løn, bør du spare mere op, for indtil nu har du haft en lavere løn og dermed også lavere indbetalinger til pension. Derfor er der behov for fremover at indbetale en større andel af lønnen til pension,« siger Jens Christian Nielsen.
Gør man ikke det, kan det blive svært at bevare den levestandard, som man har vænnet sig til med den høje løn.



