Ny tendens: Teslas elbil-dominans under pres i Danmark
Tesla gav i Danmark bank til konkurrenterne i 2023. Nu fortæller Bilbasen, at Tesla i år bliver udfordret af andre mærker på brugtbilmarkedet.
Hvis man skal koge det danske bilmarked ned til ét ord i 2023, er det ret nemt: Tesla.
Den amerikanske elbilproducent var her, der og alle vegne. Slog alletiders salgsrekorder og satte nye standarder.
Men nu tyder det på, at Teslas dominerende position på brugtbilmarkedet er under pres i Danmark.
Ifølge Bilbasen, Danmarks største markedsplads for køb og salg af brugte biler, haler flere konkurrenter nemlig i disse måneder ind på Tesla.
Hvor Teslas modeller suverænt var de bedst sælgende elbiler i de første måneder af 2023, er salget nu mere bredt funderet på flere mærker og modeller.
Sidste år stod Tesla for 34 pct. af salget af de brugte elbiler i de to første måneder. I år er tallet 19 pct., og det er i et markant voksende marked.
Det fortæller Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen.
»Nu har konkurrenterne rettet ind og tilbyder yderst attraktive priser. Og samtidig har de sendt opdaterede modeller i markedet, som teknisk matcher eller overgår Tesla-modellerne. Derudover har de fået flere modeller i markedet, og konkurrencesituationen er langt hårdere i starten af 2024, end den var på samme tidspunkt sidste år,« skriver han til Finans.
De 5 mest søgte biler hos Bilbasen i februar:
- Tesla Model Y
- Tesla Model 3
- Skoda Enyaq
- VW ID.4
- Audi Q4 e-tron
Han fremhæver særligt Volkswagens ID-modeller og Skodas Enyaq som de elbiler, der lige nu vokser mest i popularitet blandt danskerne.
Faktisk solgte Skoda Enyaq ligeså godt som Teslas supersællert Model Y i februar og kan blive den første bil i mange måneder, der overhaler Teslas modeller i Danmark.
»I det hele taget vurderer jeg, at Teslas suveræne markedsposition virkelig bliver udfordret i år. Ikke kun af konkurrenterne til Model Y i form af VW ID.4 og Skoda Enyaq, men også af det faktum, at der er mange virkeligt billige elbiler til salg til priser, som Tesla-modeller ikke kommer ned på,« skriver Jan Lang.
En anden væsentlig faktor i, at Tesla trues af konkurrenterne er udbuddet ifølge Jan Lang.
»Forhandlerne har tvivlet på Tesla helt generelt, fordi de har indkasseret store tab på de biler, som de havde holdende i vinteren 2023, og det har fået dem til at være henholdende i at tage nye Tesla-modeller hjem. Det modsatte er tilfældet med de andre mærker,« skriver han med henvisning til de markante prisfald, som Tesla lancerede i fjor.
Mens Tesla taber markedsandele på brugtvognsmarkedet i årets første to måneder, har den amerikanske elbilproducent øget sin markedsandel på nyregistrerede biler, viser tal fra De Danske Bilimportører.


