Fortsæt til indhold

Denne gruppe sidder på boligmarkedet: Flere vil bo til leje

Ældre boligejere vil ikke længere flytte på landet eller i sommerhuset, når de går på pension. De vil bo i byen, og en tredjedel af dem vil bo til leje.

Privatøkonomi

Boligejere over 50 år sidder så tungt på markedet, at deres adfærd kan diktere retningen fremad.

Danskere i den alder udgør nu godt 40 pct. af befolkningen, og hos Realkredit Danmark udgør aldersgruppen i omegnen af 75 pct. af privatkunderne.

»Med andre ord spiller denne aldersgruppe en betydelig rolle i forhold til udviklingen på boligmarkedet – ikke bare i forhold til boligpriserne, men også i forhold til efterspørgslen efter forskellige boligtyper,« mener Christian Hilligsøe Heinig, der er cheføkonom hos Realkredit Danmark.

Realkredit Danmark har via analyseinstituttet YouGov netop undersøgt danske boligejeres lyst til at flytte, og den er høj for dem, der er over 50 år. Ca. en tredjedel har planer om at flytte indenfor 10 år, og de fleste af dem vil forlade ejerboligmarkedet og bo til leje i stedet.

»Vi kan først og fremmest konstatere, at danskere i alderen 50+ fylder en stadig større andel af både den samlede befolkning, men også er godt repræsenteret i målgruppen, der er på udkig efter boligkøb,« konstaterer Christian Hilligsøe Heinig.

For lidt mere end 50 år siden udgjorde andelen af danskere i alderen 50 år og op lidt under 30 pct. af den samlede befolkning – i dag er andelen godt 40 pct. Udviklingen ventes at fortsætte de kommende år.

En tredjedel af dem har altså planer om at bo til leje. Det er der flere forklaringer på. Ældre ønsker ikke at bruge tiden på at vedligeholde deres bolig, den skal være mindre, og mange vil gerne undgå trapper i den.

Derudover vægter det økonomiske aspekt også. Ved at gå fra ejer- til lejebolig vil mange kunne frigøre mange penge til forbrug resten af deres levetid.

Det er byen, der trækker i de ældre boligejere i dag.

For nogle år siden lempede man reglerne kraftigt for, hvornår man måtte bruge sit sommerhus som helårsbolig. Pensionister behøver således kun at have ejet sommerhuset i et år, før de må flytte ind permanent. Men det er ikke populært.

Kun 3 pct. kunne tænke sig det. I Region Hovedstaden, Syddanmark og Midtjylland er andelen helt nede på 1 pct. Lysten til at flytte på landet er nærmest heller ikke til stede. Det ønsker kun 5 pct. af de adspurgte. Det er byerne og deres faciliteter, der trækker. Derudover spiller tæt kontakt med familie og venner en stor rolle.

YouGov har foretaget sin spørgeundersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af boligejere over 50 år. Der er med andre ord ikke tale om kun Realkredit Danmarks kunder.

Artiklens emner
Boligmarked
Realkredit Danmark