Stikprøve afslørede lovbrud i fem elselskaber: Her er det, du skal være opmærksom på
Er du en af dem, der har skiftet elselskab eller overvejer at gøre det? I så fald er der fem ting, som er vigtige at vide for at undgå at blive snydt, lyder det fra Forsyningstilsynet.
Det fremgår af loven, at elselskaber selv skal sørge for at udbetale tilgodehavender til kunder, der skifter til et andet elselskab.
Selskabet må altså ikke beholde de penge, du har betalt aconto for at få lys i dine lamper og strøm i stikkontakterne.
Alligevel var det lige præcis det, som fem elselskaber blev afsløret i at gøre, da myndighederne i en stikprøve granskede, hvorvidt 10 udvalgte selskaber overholdt loven. Resultatet var påbud og påtaler, og de fik besked på at rette op og betale pengene tilbage.

