Fortsæt til indhold

Glem alt om billigere benzin: Olieprisen når højeste niveau i syv måneder

På lidt over tre måneder er olieprisen steget med 17 pct. – og det mærker danskerne, når de tanker deres bil op. Analytikere mener, at der er mere i vente.

Måske har du lagt mærke til, at det er blevet dyrere at tanke din bil op de seneste måneder. Foto: Thomas Borberg
Privatøkonomi

Bilisterne er ikke i tvivl, når de svinger deres bil forbi tankstationen – benzinpriserne er blevet mærkbart dyrere, og det er der en årsag til.

Prisen på en tønde europæisk referenceolie, Brent, er nemlig kravlet op siden starten af året, og tirsdag steg den støt med 1,8 pct. til 89 dollars, hvilket er et niveau, som den ikke har været på i de seneste syv måneder.

Alene i år er den steget med 17 pct.

Udviklingen er den samme i USA, hvor prisen på en tønde texansk WTI-referenceolie har nået 85 dollars efter en stigning på 19 pct. siden starten af 2024. Her er der i stedet tale om den højeste oliepris i fem måneder.

Til CNN Business fortæller Richard Bronze, der er medstifter og chef for geopolitik hos analysefirmaet Energy Aspects, at de stigende oliepriser er resultatet af »et voksende momentum« på oliemarkedet de seneste uger.

»Vi ser de igangværende ukrainske angreb på russiske olieraffinaderier, houthi-angrebene på skibsfart i Det Røde Hav og en generel fornemmelse af, at Mellemøsten er mindre stabil end for et år siden,« bemærker han.

Oven i det har den amerikanske olieproduktion ifølge Richard Bronze været lavere end ventet, hvilket har medført et lavere udbud af olie.

Herhjemme i Danmark har benzinpriserne også fået et nøk op som følge af de stigende oliepriser. Mens prisen for en liter benzin lå på 14,75 kr. i starten af året, er den i løbet af de seneste tre måneder steget til 15,89 kr., viser listepriser fra OK.

Hvis man skal tro Jan Bylov, der er energi- og valutastrateg i Jyske Bank, så ser det ikke umiddelbart ud til, at prisen skal den anden vej i 2024.

For i sin seneste prognose vurderer Jyske Bank, at den europæiske Brent- referenceolie vil nå en pris på 97 dollars i efteråret, der holdes ind i 2025.

»Geopolitikken er tidens væsentligste risikofaktor med et konfliktniveau omkring Israel, Hamas, houthier, Hizbollah og Iran, som er tiltagende i vores øjne. Og det forlyder, at Ukraines droneangreb dybt ind i Rusland lige nu reducerer raffineringen med 0,6-0,9 mio. tønder olie per dag,« skriver Jan Bylov i en kommentar.

Heri konstateres det også, at bedre økonomiske vækstudsigter vil holde efterspørgslen på olie stabil, mens Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC) og samarbejdspartnerne i OPEC+ skruer ned for deres produktion, hvilket ifølge Jan Bylov bør betyde olieunderskud i 2024.

Hos Goldman Sachs har man de samme betragtninger, og storbanken har spået, at olieprisen kan nå 100 dollars i 2024, hvis centralbankerne sænker de ledende renter i år og blæser til efterspørgslen i økonomien.

Artiklens emner
CNN Business
Goldman Sachs