Hver tiende coronasommerhus er sat til salg
Det er ikke så let at komme af med sit sommerhus længere.
I løbet af coronapandemien blev til salg-skiltene på sommerhusmarkedet flået op i løbet af få uger. Efter blot fire års ejerskab har mange af de glade købere sat skiltene op igen.
Knap 8 pct. af dem, der købte sommerhuse i perioden fra marts 2020 til september 2021, har sat deres hus til salg igen, viser en ny opgørelse fra Boligsiden.dk.
Det drejer sig om 2.017 sommerhuse. Det er næsten 650 flere, end hvis man sammenligner med dem, der købte sommerhus før corona – i perioden fra marts 2018 til september 2019. Gør man det op i pct. er det en mindre andel.
Af dem, som købte sommerhus før corona, satte knap 9 pct. sommerhuset til salg igen efter et ejerskab inden for knap fire år.
Anbefalingen, når man køber sommerhus, er at beholde det i mindst fem år. I mange tilfælde ejes de i langt flere år. Typisk har en sommerhusejer langt mere tålmodighed med at sælge og kan bedre leve med en længere levetid.
Men det er ikke blevet lettere at komme af med sit sommerhus.
Således er udbuddet steget med knap 20 pct. på bare en måned. Ialt er 5.921 sommerhuse til salg.
Reelt er der næsten 1.800 flere til salg. Det er boliger, der kan få status sommerhuse.
Tæller man dem med, er der nu 7.700 til salg. Sidste år lå tallet konstant under 6.000.


