Fortsæt til indhold

Mere og mere udbredt: Parkerings-trick trækker flere penge ud af bilisternes lommer

Når man skal betale for parkering pr. påbegyndt time, bliver den samlede pris højere. Det skulle apps til parkering hjælpe imod, men fænomenet er vendt tilbage.

Det betyder noget, om der bliver afregnet pr. minut eller pr. time. Og det sidste bliver mere og mere populært hos ejerne af parkeringspladserne. Arkivfoto: Tanja Carstens Lund
Privatøkonomi

Engang skulle vi smide mønter i fysiske parkeringsautomater på fortovet, og på den måde betale forud for et bestemt tidsrum. Var der behov for mere tid, skulle man forbi med flere mønter og købe sig mere tid.

Den form for betaling giver altid bilisten en økonomisk ulempe, og det var derfor en økonomisk fordel for bilisterne, da der med tiden kom parkerings-apps, hvor man altid kan stoppe en parkering og dermed betalingen.

Nu er fænomenet med betaling for mere tid, end du bruger, dog kommet snigende tilbage. Det skriver bilisternes forening FDM.

Parkering på offentlig vej er med præcis betaling pr. minut, men private parkeringspladser og parkeringshuse bruger i stigende grad et koncept, hvor man skal betale for eksempel pr. påbegyndt halve time. Intervallet kan også være et kvarter eller en hel time.

På den måde vil man næsten altid betale for mere tid, og dermed kan ejeren af parkeringspladsen hive flere penge hjem, lyder vurderingen fra FDM.

Apcoa, som udlejer parkeringspladser og driver p-kontrol, fortæller til organisationen, at der ikke er sket en ændring af selskabets politik på området. Men at nye parkeringspladser, der løbende kommer til, ofte vil bruge konceptet med betaling forud. Dermed bliver der løbende flere steder, man vil opleve det.

Easypark og Parkman, der begge står bag apps til parkering, fortæller begge, at de har oplevet en lille stigning i udbredelsen af den mere kantede måde at afregne på. Parkman mener dog, at det så typisk er steder, hvor timeprisen er sat lavere end i områder, hvor parkering afregnes pr. minut.

Artiklens emner
Transport og Logistik
FDM