Login til DR bliver snart et krav
Om ganske kort tid bliver det obligatorisk at logge ind på tjenesten DRTV, når man vil streame Hammerslag, Bagedysten, Deadline eller noget andet online.
Dagene med helt ubegrænset og nem adgang til streamingtjenesten DRTV er ovre.
For fra den 30. september bliver det obligatorisk at logge ind på DRTV, hvis man vil bruge streamingtjenesten til at se en god serie, nyhedsprogram eller film.
Det skriver DR i en pressemeddelelse.
»Danskerne er et af verdens mest digitaliserede folk. Det stiller store krav til vores public serviceopgave. Hvis DR også skal være relevant for danskerne i fremtiden, er det vigtigt, at vi hele tiden udvikler os,« siger Lasse Bastkjær Jensen, der er direktør for Strategi & Brugere i DR.
DR fortæller, at login til DRTV skal bidrage til at gøre tjenesten bedre og mere relevant for hver enkelte bruger med sin egen tilpassede forside, baseret på hvad, man tidligere har set.
Dog vil DR’s redaktører stadig udvælge indhold på tværs af nyheder, aktualitet, dokumentar, kultur, underholdning og fiktion til alle danskere.
DR lancerede i august 2023 mulighed for at logge ind. Siden da er der blevet oprettet knap 1,2 mio. DR-logins, som kan bruges både på DRTV, men også DR Lyd, DR’s børneapps, dr.dk mv.
»Over en million har allerede et login, der kan bruges til DRTV. Det er rigtig, rigtig godt,« siger Lasse Bastkjær Jensen.
For at hjælpe ældre, og andre, der kunne have svært med overgangen, tager DR de kommende uger rundt i landet for at hjælpe borgere med at oprette et login.
DR oplyser, at hvis man ikke ønsker at logge ind, så kan man fortsat se DR’s kanaler live på DRTV uden at logge ind.


