Bivirkning af reform: Skattelettelser gør det dyrere at indbetale på pension
For personer med udsigt til at betale mellemskat er der grund til at være opmærksom på pension. Det kan betale sig at indbetale ekstra før 2026.
Den spritnye skattereform giver danskere med indtægter mellem 640.000 og 776.500 kr. en stor gevinst, når den træder i kraft i 2026. En irriterende bivirkning er, at det bliver dyrere for de pågældende at indbetale på pension.
Denne gruppe betaler i dag topskat, men satsen sænkes fra 15 til 7,5 pct. i 2026. Den nye sats kaldes mellemskat, og den vil sænke værdien af fradraget for pensionsindbetalinger.
Med de nuværende regler får en topskatteyder 520 kr. tilbage i skat, hver gang han eller hun indbetaler 1.000 kr. Fra 2026 vil vedkommende ”kun” få 445 kr. tilbage i skat pr. 1.000 kr.
Der er to år tilbage til at indbetale på ratepension eller livrente med skattefradrag i topskatten.
For udnytte fradragsmulighederne optimalt skal indbetalingen altså ske i 2024 og i 2025, før de nye regler træder i kraft. Til gengæld vil fradraget være det samme for indkomster over 776.500 kr.
»For personer med udsigt til at betale mellemskat er der grund til at være opmærksom på sin pension. Lidt forsimplet kan man sige, at skatten betaler noget af den opsparing, man foretager,« siger Mads Moberg Reumert, der er cheføkonom i Danica Pension.
Den helt store gevinst ved at indbetale på pensioner og få fradrag i topskatten er, at man får en betydelig skattebesparelse, hvis man kan manøvrere uden om topskat, når pensionen udbetales. Men ender man med at betale topskat, er skattereformen en stor hjælp, da satserne sænkes.
Ligger man i dette krydsfelt, giver det god mening at indbetale mere i år og næste år for at få fuldt udbytte af de eksisterende fradragsmuligheder.
»Man har en mulighed for at få noget fradrag hvis man indbetaler noget mere i disse år. Det kan være direkte ekstra opsparing eller måske fremrykning af noget ekstra opsparing, man ellers havde planlagt til at foretage senere,« mener Mads Moberg Reumert.
Lønmodtagere med indtægter over 2,5 mio. kr. skal betale den såkaldte top top-skat på 20 pct. For dem bliver det endnu mere attraktivt at indbetale på pension for den indtægt, der ligger over det beløb.
Det er også en tanke værd at begynde at indbetale ekstra på sin pension tidligere, da det bliver dyrere at bygge den op, mener Mads Moberg Reumert.
Reformen ventes at blive vedtaget i Folketinget torsdag. Flertallet er i hus på forhånd.

