Nye skatteregler rammer pensionerne: Her er vinderne og taberne
At indbetale ekstra på sin pension i år og næste år kan give en ekstra gevinst i forhold til de nye skatteregler, der træder i kraft i 2026.
Nye skattesatser i 2026 vender op og ned på både fordele og ulemper ved ind- og udbetalinger til pensioner.
Skattesatserne er delt op i intervaller, og mest påvirkede er de, der har en løn i intervallet 644.400 kr. til 776.500 kr. I det interval betales nu topskat på 15 pct. Fra 1. januar bliver der tale om den nye mellemskat på 7,5 pct.
Det er en tydelig illustration af, hvordan skattesatserne påvirker både ind- og udbetalinger. Hvis man i dag indbetaler 10.000 kr. ekstra på sin pensionsordning i det løninterval, er den reelle udgift 4.709 kr. Skat betaler resten. Men fra 2026 stiger den reelle udgift med over 700 kr. til godt 5.400 kr.
Men når pengene udbetales, kommer gevinsten til de pågældende. Udgangspunktet her er udbetaling af en pensionsopsparing på 100.000 kr. Nu giver den godt 47.000 kr. i hånden, fra 2026 stiger beløbet til knap 55.000 kr.
For de allerhøjest lønnede bliver fradragsmulighederne bedre. Af alle indtægter over 2,8 mio. kr., skal der betales en ekstra skat på ialt 20 pct. Dermed bliver fradraget større. Kan de tilrettelægge pensionsudbetalingerne til at ende uden for top top-skatten, får de en skattegevinst.
For alle med en løn under 644.400 betyder reformen intet.
Hos Danica Pension lyder anbefalingen, at nuværende topskatteydere skal overveje at indbetale ekstra i år for at få det størst mulige fradrag.
»Man har en mulighed for at få noget fradrag hvis man indbetaler noget mere i disse år. Det kan være direkte ekstra opsparing eller måske fremrykning af noget ekstra opsparing, man ellers havde planlagt til at foretage senere,« lyder rådet fra Danicas cheføkonom Mads Moberg Reumert.
Indbetaler man ekstra på sin pension i år og næste år, får man det nuværende fradrag og i sidste ende en større gevinst, da fradragsværdien er højere end skatteværdien.

