Godt nyt: Sådan kan du få skattegevinst på dine bitcoins
Skatteforvaltningen anerkender nu, at den hidtil har brugt en forkert praksis ved gevinster og tab i forbindelse med visse handler af kryptovaluta.
Hvis du har handlet med kryptovaluta, kan du have skattepenge til gode. Skatteforvaltningen har netop offentliggjort to nye styresignaler, der er godt nyt for alle, der handler med kryptovaluta som Bitcoin, mener revisionsselskabet, PwC.
Forvaltningen anerkender nu, at den hidtil har brugt en forkert praksis ved gevinster og tab i forbindelse med udokumenterede indsætninger og krydshandler. Skatteforvaltningen har desuden åbnet op for at give de berørte adgang til ekstraordinær genoptagelse af deres skatteansættelser for indkomståret 2021 og frem.
»Styresignalerne kan have betydning for de personer, der mellem den 1. januar 2021 og i dag har handlet med kryptovaluta. Deres skattepligtige indkomst kan være forkert opgjort, og det kan betyde, at den enkelte person kan have en restskat til gode,« fastslår Claus Høegh-Jensen, der er skatteekspert i PwC.
Styresignalet gælder altså i to situationer:
- Udokumenterede indsætninger opstår, når man ikke har indsendt tilstrækkelig dokumentation ved køb af kryptovalutaer, f.eks. for anskaffelsessummen, eller slet ikke har dokumentation. Skat har siden efteråret 2022 brugt anskaffelsessummen (kursværdien). Det betyder, at en skatteyder blev beskattet af værdien af valutaen på indsætningstidspunktet. Med det nye styresignal ændrer Skattestyrelsen praksis, så anskaffelsessummen nu opgøres til 0 kr. Det betyder, at beskatningstidspunktet rykkes til den dato, hvor kryptoaktivet sælges.
Den nye praksis har særlig betydning for de skatteydere, der endnu ikke har realiseret de kryptoaktiver, som de har købt og indsat uden dokumentation, fastslår Claus Høegh-Jensen.
- Krydshandler er situationer, hvor en skatteyder har handlet et kryptoaktiv mod et andet, f.eks. Bitcoins i stedet for Ether. Frem til august 2022 anvendte Skattestyrelsen dagskursen på de handlede kryptoaktiver til at opgøre anskaffelses- og afståelsessummer uden at tage højde for de store prisudsving, der er kendetegnende for kryptovaluta. Også her har Skattestyrelsen ændret praksis og anvender nu en opgørelsesmetode, der tager udgangspunkt i kursen på handelstidspunktet.
»Det resulterede ofte i uoverensstemmelser mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen, og det kunne udløse beskatning af ikke-reelle fortjenester eller fradrag for ikke-reelle tab,« fortæller Claus Høegh-Jensen.


