Fortsæt til indhold

Nye tal skaber usikkerhed om rentenedsættelser fra ECB

Ledigheden i euroområdet dalede i april til det laveste niveau nogensinde målt, viser nye tal fra Eurostat. Det skaber usikkerhed om, hvor meget Den Europæiske Centralbank (ECB) vil sænke renten i år, mener cheføkonom.

Formanden for Den Europæiske Centralbank (ECB), Christine Lagarde, ventes at levere en rentenedsættelse til centralbankens næste rentemøde den 6. juni. Foto: Reuters/Kai Pfaffenbach
Privatøkonomi

Nye tal fra det europæiske statistikbureau Eurostat viser, at ledigheden i euroområdet dalede overraskende til 6,4 pct. i april, hvilket er det laveste niveau siden målingerne begyndte i 1999.

Forventningen fra analytikerne var en ledighed på 6,5 pct. - den samme som måneden forinden.

På samme tid viser økonomien i Europa bedring, og det skaber ifølge Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, usikkerhed om, hvor mange rentenedsættelser Den Europæiske Centralbank (ECB) vil levere i år.

»Fremgangen i den økonomiske aktivitet og det fornyede nedadrettede pres på ledigheden rimer ikke umiddelbart på flere rentenedsættelser fra ECB,« bemærker han i en kommentar.

ECB forventes efter flere år med massive rentestigninger at sænke renten torsdag den 6. juni. Her kan du blive klogere på, hvad det får af betydning.

Helt konkret lød BNP-væksten i euroområdet på 0,3 pct. i 1. kvartal 2024, og det ser ud til, at den vil tage til i løbet af året. EU-Kommissionen estimerer, at økonomien vil vokse med 0,8 pct. i 2024 og 1,4 pct. i 2025.

Ledigheds- og vækstudsigterne er sammen med inflationen centrale for ECB, som afholder rentemøde i næste uge.

Her ventes det, at ECB-chef Christine Lagarde vil sænke centralbankens ledende rente for første gang, efter den de seneste år har hævet den voldsomt for at tæmme inflationen.

Tore Stramer slår fast, at det er så goft som sikkert, at ECB sætter renten ned med 0,25 procentpoint til rentemødet den 6. juni.

»Simpelthen fordi ECB allerede meget klart har annonceret en rentenedsættelse,« kommenterer han.

Men hvad der sker dernæst, er ifølge Tore Stramer straks mere usikkert.

»Hvis faldet i ledigheden giver anledning til et øget løn- og inflationspres, så vil ECB hurtigt gå på pause og udskyde yderligere rentenedsættelser hen i mod årsskiftet,« fortsætter han.

Finansmarkederne indregner i dag blot to rentenedsættelser fra ECB i 2024, skriver Reuters. Til sammenligning regnede de med seks i starten af året. Lige nu lyder den ledende rente på 4 pct.

Fredag i denne uge offentliggør Eurostat desuden nye inflationstal for euroområdet, som dækker over maj og også vil spille en vigtig rolle i forhold til udsigten til rentenedsættelser fra ECB i år.

Artiklens emner
Dansk Erhverv
Tore Stramer