Fortsæt til indhold

Mange pensionister risikerer at dø fra deres opsparing

De fleste danskere er vant til at spare op gennem hele livet, men har svært ved at ændre den adfærd, når de går på pension og skal nyde godt af opsparingen.

En stor del af den rådgivning, PFA giver sine kunder, handler om at få brugt formuen, forklarer Camilla Schjølin, der er privatøkonom i pensionsselskabet.
Privatøkonomi

Danskere har nu pensioner, fri opsparing og friværdi for ca. 10.000 mia. kr., men mange har svært ved at bruge dem. Det er erfaringen fra pensionsselskaberne.

»Nogle af vores kunder siger, at de ikke kan finde ud af det. Vores erfaringer er, at økonomien i pensionsalderen skal sættes i system, ellers risikerer formuen at blive penge, vi dør fra,« siger Camilla Schjølin, der er privatøkonom i PFA.

Det kan lyde mærkeligt, at det er svært for mange pensionerede danskere at bruge deres opsparing, der i visse tilfælde er i millionklassen. Men det handler i høj grad om psykologi, mener Camilla Schjølin.

»Vi er vant til at spare op gennem hele livet og har svært ved at ændre den adfærd. Det er lidt som et egern, der samler forråd for at se det forsvinde i løbet af vinteren. Nogle af vores kunder siger, at det er svært at omstille sig,« siger hun.

Ved kundemøder må hun bruge tid på at forklare mekanismerne.

»Vi siger, at vi ved, det er svært. Du bliver fattigere, og det skal du vænne dig til.«

Artiklens emner
Pension
Pensionsselskaber