Fortsæt til indhold

4 pct.-lånet i kursnedtur: Kan presse boligpriserne ned

Siden sommerferien er renterne steget markant i hele verden, og boligkøberne risikerer nu at skulle betale 5 pct. i rente på et fastforrentet lån.

De stigende renter kan få betydning for boligpriserne - især i de meget dyre områder, hvor der skal lånes flere penge
Privatøkonomi

De høje oliepriser, den stigende inflation og den voksende amerikanske statsgæld risikerer nu at få meget konkrete konsekvenser for de danske boligkøbere.

Det toneangivende realkreditlån med afdrag og 4 pct. i rente er nemlig meget tæt på at lukke, og afløseren vil være et lån til 5 pct. i rente.

Det fortæller boligøkonom i Jyske Bank Mikkel Høegh.

»Der skal ikke mange nyheder til som dem, vi har fået de seneste dage, så åbner 5 pct.-lånet uden afdrag. Der skal lidt mere til, før lånet med afdrag åbner, men det er bestemt sandsynligt. Det er faktisk overvejende sandsynligt, at det sker,« siger han.

Hvis 5 pct.-lånet åbner, vil det være første gang siden december 2023.

Tirsdag kom der nye inflationstal for eurozonen, som overraskede til den høje side. Inflationen er nu på 3,3 pct. mod 2,9 pct. i juli.

Det er markant over Den Europæiske Centralbanks mål om en inflation omkring de 2 pct. Dermed er det næsten uundgåeligt, at ECB hæver renten på det næste møde, som finder sted torsdag den 10. september.