FDM: Udlejere risikerer skattesmæk
Lovgivningen for privat biludlejning er så uklar, at udlejerne risikerer at komme i klemme.
Lovgivningen for privat biludlejning er så uklar, at udlejerne risikerer at komme i klemme, advarer Danmarks største interesseorganisation for bilejere, FDM.
Grænsen for, hvornår der er tale om erhvervsmæssig udlejning, svæver nemlig i det uvisse. Derfor skrev FDM for nyligt til politiet og Justitsministeriet for at få en afklaring.
»Vi fik et mildt sagt uklart svar,« siger Per Alkestrup, der er jurist og afdelingschef hos FDM.
I brevet skrev Justitsministeriet, at man må leje sin bil ud i et vist omfang. Men hvor meget et vist omfang dækker over, fremgår imidlertid ikke.
»Vi frygter, at en bilejer kommer i klemme og får smæk, fordi myndighederne pludselig siger, at han har overtrådt grænsen for, hvornår der er tale om erhvervsmæssig udlejning,« siger Per Alkestrup.
Som erhvervsudlejer skal du nemlig registreres og leve op til en række krav, hvis det skal foregå lovligt.
Det er ifølge FDM også uklart, i hvilket omfang man er skattepligtig, når man lejer sin bil ud.
»Man risikerer at få et skattesmæk, hvis man ikke er opmærksom,« siger Per Alkestrup, der pointerer, at man har pligt til at opgive alle sine indtægter, når man lejer bil ud.
Hos Skatteministeriet er man opmærksom på problematikken.
»Skattemyndighederne holder hele tiden øje med, hvordan nye trends som deleøkonomi udvikler sig, og hvordan det spiller sammen med skattebetalingen. Hvis man har svært ved at vurdere, om der skal betales skat, kan man altid tage fat i Skat, som i alle situationer rådgiver og vejleder borgerne i forhold til konkrete skattespørgsmål,« skriver ministeriet til Jyllands-Posten.

