Din næste Volvo bliver digital
Volvo åbner for online-salg af nye biler udenom forhandleren i en ny marketingsstrategi, der skal konkurrere direkte med BMW.
Glem forhandleren, næste gang du køber Volvo.
Den svenske bilproducent, som ejes af kinesiske Geely, åbner nemlig op for online-salg af de nye modeller.
Dermed følger Volvo i bl.a. BMW's fodspor, som allerede i 2012 annoncerede bilsalg direkte til kunden udenom forhandleren.
»Planen er, at vi vil tilbyde alle vores biler på alle vores markeder digitalt,« sagde Volvos salgschef Alain Visser i et interview i forbindelse med annonceringen af de nye planer.
Men strategien kan give bagslag.
Tesla, som er en af de meget få bilmærker, der har prøvet at sælge online, er på det nærmeste blevet ekskluderet fra større dele af USA, fordi bilforhandlerne føler sig snydt af Teslas online-strategi.
Derfor melder Volvo ud, at forhandleren stadig er og bliver en vigtig del af Volvos salgsstrategi.
»Vi ser ikke et distributionsnet uden forhandlere i den nærmeste fremtid,« understregede Alain Visser og sagde også, at forhandlerne samtidig kommer til at spille en rolle i onlinesalget.
I sin plan om styre salget mere centralt vil Volvo samtidig trække sig fra stort set alle bilshow i Europa, Nordamerika og Asien og iscenesætte sit eget globale event i stedet.
Det bliver Volvos nye og kommende modeller, som den nye XC90, som ses på billedet herover, der bliver sat til salg online.