Det er mindre skidt at drive badehotel
Badehotellerne har større omsætning end sammenlignelige hoteller, viser ny analyse.
De danske badehoteller får mere ind per hotelværelse og har større omsætning end sammenlignelige hoteller.
Det viser en ny analyse, som er gennemført af brancheforeningen Horesta for Videncenter for Kystturisme. Det er første gang, der er lavet en undersøgelse af badehotellerne som en gruppe, og Horesta har bl.a. leveret regnskabstal for hotellerne.
Danske badehotellers økonomi.pdf
Men det betyder ikke, at det går godt. Der er snarere tale om, at det går mindre skidt for badehotellerne end for sammenlignelige hoteller. De sammenlignelige hoteller er af Horesta defineret som gruppe 3-hoteller.
»Det er absolut ikke nogen guldgrube at drive hotel i Danmark. Mange hoteller har røde tal på bundlinjen, men analysen viser, at badehotellerne som gruppe klarer sig lidt bedre,« fortæller Jan Bjarnason, der er konsulent hos Videncenter for Kystturisme.
»Vi har gennemført analysen for bl.a. at kunne vurdere potentialet for nye investorer til et typisk dansk badehotel, og analysen viser, at badehotellerne har en højere værelsespris og en højere omsætning end sammenlignelige hoteller og kroer,« forklarer Jan Bjarnason.
Badehotellerne tager i gennemsnit 630 kr. for en overnatning mod 518 kr. for hotellerne i gruppe 3.
»Priserne er uden moms og morgenmad,« understreger Jan Bjarnason.
Badehotellerne omsætter i gennemsnit for 9,9 mio. kr. mod de sammenlignelige hotellers 7,6 mio. kr. Badehotellerne er i undersøgelsen defineret som mindre og mellemstore hoteller placeret tæt ved hav eller sø. Omsætningen skabes primært af fritidsgæster, og badehotellerne har i gennemsnit 35 værelser.
Badehotellernes belægningsprocent er lidt højere end de sammenlignelige hoteller - 38,2 pct. mod 37,1 pct. Men deres resultat før skat er positivt, mens det for den anden gruppe er negativt. Den bedre indtjening skyldes især, at badehotellerne har lavere omkostninger til husleje, finansiering og afskrivninger.
»Badehotellerne har typisk et højere serviceniveau. De har den største del af omsætningen på restaurantdelen, der kræver meget personale. Derfor har badehoteller også større lønomkostninger end hotellerne i den anden gruppe,« forklarer Jan Bjarnason.
Badehotellerne henter 63,5 pct. af omsætningen i restauranten og 36,5 pct. på hoteldriften. De har deres højsæson i juli og august, mens der er få gæster uden for sommersæsonen.
Hotellernes kapacitet og omsætning:
Badehoteller | Gruppe 3-hoteller | Hotelerhvervet generelt | |
Antal værelser |
35 |
35 |
55 |
Omsætning i kr. |
9.931.093 |
7.649.905 |
13.249.976 |
Omsætning per værelse |
282.165 |
220.017 |
240.909 |
Kilde: Horestas normtalsanalyse og Danmarks Statistik
Badehotellerne har i gennemsnit et resultat før skat på 72.500 kr., mens hotellerne i gruppe 3 har et underskud på 380.000 kr.
»Derfor kan man vel med lidt god vilje sige, at badehotellerne er et lyspunkt i branchen,« siger Jan Bjarnason.
Analysen er i øvrigt den sidste, der kommer fra Videncenter for Kystturisme. Organisationen lukker ned fra årsskiftet, og i stedet opstår Dansk Kyst- og Naturturisme.
Det sker som en del af den vækstplan, som Folketinget har vedtaget for dansk turisme. Hovedformålet for den nye organisation er at tiltrække flere turister. I spidsen for det står skal stå direktør Jens Hausted, der kommer fra en stilling som direktør i Fonden for Midtjysk Turisme.
Han har dog endnu ikke haft mulighed for at læse analysen.