Danskerne ser ud til at få billigere varer
Inflationen bliver formentlig negativ her i januar. Danskerne får dermed mere ud af deres løn.
Meget tyder på, at priserne falder her i januar. Sådan lyder vurderingen fra flere økonomer.
»Inflationen kommer endnu længere ned her i januar, og kan dermed også sagtens komme under nul. Benzinpriserne er fortsat med at falde, og der har også været en omgang afgiftslettelser på energi til opvarmning,« siger Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank.
Samme melding kommer fra Arbejdernes Landsbank.
»Den lave inflation er ikke noget, der umiddelbart har udsigt til at forsvinde. Olieprisfaldet er fortsat ind i 2015, og der er sågar trådt afgiftslettelser i kraft her fra 1. januar, som gør opvarmning af bolig med oliefyr og naturgas endnu billigere i år. Det vil formentlig trække inflationen endnu længere ned i første halvdel af 2015. Dermed er vi meget tæt på deciderede prisfald,« siger Lone Kjærgaard, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
Inflationen var sidste år på 0,6 pct. Det er de laveste prisstigninger i 61 år. Det er først og fremmest et resultat af den europæiske økonomis hosten og hakken.
»Europas økonomi er stadig ikke rigtig er kommet i gang igen oven på krisen. Mange arbejdsløse gør det svært for dem i arbejde at få lønstigninger hjem, og mangel på efterspørgsel gør det svært for virksomheder at sætte priserne op,« siger Las Olsen fra Danske Bank.
De faldende priser – økonomer kalder det for deflation – er skidt for dansk og europæisk økonomi, hvis det bider sig fast, fordi alle så beholder deres pengepung i inderlommen, fordi den vare, man gerne vil købe, bliver billigere i næste måned. Dermed falder efterspørgslen markant, virksomhederne må sænke produktionen og måske fyre overflødige medarbejdere. Samtidig kan deflation føre til faldende lønninger.
Der er dog ikke tegn på, at Danmark ryger ind i den helt sorte form for deflation.
»Ser man på udviklingen i tjenestepriserne, lønningerne, huspriserne og i forbrugernes inflationsforventninger i Danmark er der da heller ikke tegn, at dansk økonomi er ved at blive fanget i en ondsindet deflationsspiral. Det er dog klart at jo længere tid vi oplever en negativ prisudvikling, jo større bliver risikoen for at problemerne kan opstå. Vores forventning for indeværende er imidlertid, at inflationen i Danmark vil begynde at have pilen opad igen når vi kommer lidt længere ind i 2015,« siger Rasmus Gudum-Sessingø, seniorøkonom i Handelsbanken.
Lige her og nu er der dog grund til at glæde sig over, at priserne ikke stiger.
»Det er værd at bemærke, at dansk økonomi nyder godt af den lave inflation, fordi den sikrer en fortsat fremgang i reallønnen for de fleste danskere, hvilket nok vigtigst af alt understøtter privatforbruget, der fortsat kæmper for at komme op i fart,« siger Lisette Rosenbeck, økonom i Nykredit.

